217 / 233
Anmeldelser
gende bekymring de iøjnefaldende mangler ved byens sanitære forhold og så armoden bre
de sig i den voksende underklasse. Dertil kom angsten for selv at synke ned i underklas
sens elendighed. Middelklassens økonomiske situation var ustabil, og uden socialt sikker
hedsnet var der i tilfælde af sygdom eller fallit risiko for at havne under det offentlige fat
tigvæsen. De horrible forhold for uhelbredeligt syge, der ikke havde råd til privatpleje, men
på fattigvæsnets regning blev anbragt på Almindeligt Hospital, er malende beskrevet af
hospitalets læge Ludvig Israel Brandes, der i 1852 fik en øjensygdom, som truede med at
gøre ham uarbejdsdygtig. Hans rystende beskrivelse var med til at sætte private tiltag i for
hold til værdigt trængende fattige på dagsordenen.
København blev af nogle af sine borgere opfattet som et frigørende sted, for andre frem
stod byen som et skræmmende og farligt rum. Dette sidste illustrerer Karin Lützen fint ved
mange og velvalgte citater bl.a. fra ugebladet "Politivennen" og den naturalistisk inspirere
de journalistik især repræsenteret ved Herman Bang, samt ved udtalelser af tidens mest
fremtrædende hygiejniker lægen Emil Homemann. Der tegnes et så levende billede af mid
delklassens afsky for underklassens adfærd og manerer, af det ukontrollerede og nerve
nedbrydende byliv, sammenstuvningen og elendigheden i de fattiges boliger - også kaldt
"Pjaltenborge" - og "Kjøbenhavn som en meget skiden Bye", så man nærmest kan høre, lug
te og smage den.
Det er byen, som det farlige rum, og det er den utilpassede underklasse den bekymrede
del af middelklassen satte sig for at tæmme. Karin Lützen beskriver, hvordan der blev sat
ind over for de sanitære forhold først med oprettelse af et gas- og vandværk, siden med klo
akering. Hvordan der ved oprettelse af et moderne politikorps blev indført overvågning af
byens gader, så der blev mere trygt for borgerne at færdes. Og hvordan der gennem en stor
stilet privat og kristen velgørenhed blev sat ind over for fattigdommen. Gennem byggefor
eninger, understøttelsesforeninger, bespisningsanstalter og menighedplejeforeninger søgte
middelklassens velgørere at gøre det muligt for værdige og stræbsomme fattige at skabe sig
et ordentligt familieliv efter middelklassens normer og mønster. Det var Det gode Hjem,
hvor de sande værdier var i højsædet, der blev sat over for "byens flimrende liv", hvor det
herskede "en rå og øllet tone".
Disse velgørenheds- og disciplineringsprojekter blev sat i gang af mænd fra middelklas
sen. Men også middelklassens kvinder deltog aktivt i arbejdet. Deres omsorg og virkefelt
kom primært til at gælde børn og kvinder. Karin Lützen understreger, at eftertidens nedla
dende omtale af de private velgørere - især af de kvindelige velgørere som "sødladne,
omklamrende, hellige damer" eller hattedamer, som de også blev kaldt - er uretfærdig, da
de faktisk tog de fattiges elendighed alvorligt og ved konkrete foranstaltninger forsøgte at
forbedre deres kår.
Det var ikke kun de uhygiejniske sanitære forhold, der i middelklassens øjne tilførte
1800-tallets København snavs og uorden. Det samme gjorde de "løsagtige Fruetimmere". I
et omfattende kapitel kortlægger Karin Lützen det københavnske prostitutionsvæsen, de
tvangsforanstaltninger, der blev indført for at begrænse kønssygdomme og sikre byens
sædelighed, og den kamp mod den offentlige prostitution, der blev ført af middelklassens
kvinder.
Et andet kapitel er helliget det kristne værne- og redningsarbejde, som især den køben
havnske Indre Mission stod for. Også bag dette arbejde lå ifølge Karin Lützen den grund
læggende forestilling om, at elendigheden for en stor del skyldtes de fattiges dårlige vaner
og laster. I de væmehjem, der blev oprettet for byens omstrejfende børn samt for unge enli
ge kvinder og mænd, og i de redningshjem, der blev oprettet for såkaldt faldne kvinder, var
det derfor værdierne fra middelklassens familieliv, der fremstod som den bærende og frel
sende kraft.
Historien om hvordan byen og dens underklasse blev tæmmet og civiliseret fortælles ud
fra trykte samtidige kilder. Karin Lützen begrunder fravalget af ikke trykte kilder med, at
det var den offentlige tale hun ønskede at fokusere på, dvs. "med hvilke ord disse menne
sker henvendte sig til offentligheden".
"Byen tæmmes", der også indeholder et nyttigt personregister og en fyldig kilde- og lit
215