220 / 233
Anmeldelser
Egon Eriksen: Edvard Eriksen og Den lille Havfrue. Forlaget Skippershoved, Ebeltoft 1998, 121 s.
ill.
Forhenværende museumsinspektør Egon Eriksen, der er søn af billedhuggeren Edvard
Eriksen, beskriver i bogen sin fars liv og kunstneriske arbejde fra uddannelsesårene
omkring århundredskiftet til hans død i 1959. Som forfatteren understreger i bogens forord,
er der ikke tale om en kunsthistorisk afhandling, men om en "biografisk redegørelse", byg
gende på bevaret korrespondance og andre dokumenter, herunder pressemateriale.
Udgangspunktet er fortællingen om tilblivelsen af Den lille Havfrue, formentlig den ene
ste skulptur, der i dag forbindes med Edvard Eriksens navn. Den blev bestilt af Carl Jacob
sen i 1909, da Eriksen var på sin karrieres højdepunkt og opstillet i 1913 under stor medie
opmærksomhed. Forfatteren gennemgår tilblivelsens faser og argumenterer kraftigt imod
myten om, at det skulle have været solodanserinden Ellen Price, der dansede partiet som
Den lille Havfrue på Det kongelige Teater, som havde siddet model.
Forfatteren beretter herefter om kunstnerens slægt, hans ungdom og uddannelsesforløb.
Edvard Eriksen led den skuffelse at måtte forlade Kunstakademiet uden at få sit afgangs
projekt godkendt. Forfatteren beskriver ungdomsarbejderne - og ungdomstriumferne med
de første salg til Statens Museum for Kunst. Århundredets første årtier var frugtbare år for
Edvard Eriksen, hvor lange Italiensophold og store opgaver gensidigt befrugtede hinan
den. Eriksen fik i 1908 den prestigefulde opgave at udføre de tre skulpturer til Christian IX
og dronning Louises gravmæle i Roskilde Domkirke. Den store opgave gav billedhuggeren
så meget tro på fremtiden, at han tegnede sig en beskeden villa på Frederiksberg, men alle
rede få år senere måtte han sælge huset, og der fulgte nu en række økonomisk og kunstne
risk hårde år. Det var meget småt med opgaver, og Eriksen søgte efter radikale løsninger. I
1923 foretog han en mislykket rejse til New York for at undersøge, om udvandring kunne
bringe ham i gunstigere omstændigheder og senere planlagde han sammen med en præst
i England en produktion af kakkelovne, men også dette forgæves. Vel hjemme igen drev
Eriksen fra 1924 til 1936 for at overleve sit eget firma Dansk Gravminde-Kunst, hvor man
kunne bestille individuelt udformede gravmonumenter, som Eriksen tegnede og modelle
rede. Den langvarige krise mildnedes i 1929, hvor Eriksen fik bestilling på først to, siden ti
relieffer til Ny Carlsberg Glyptotek, og tre år efter fik han den gigantiske opgave at
udsmykke loftet i Haandværkerforeningens store festsal. Efter denne korte årrækkes væl
dige energiudladning blev der igen stille omkring Edvard Eriksen, og de sidste 25 år, han
levede, udførte han mindre end en håndfuld skulpturer.
Forfatteren redegør sobert og kortfattet for de praktiske omstændigheder omkring hver
enkelt skulpturs tilblivelse. Som nævnt i indledningen befatter han sig ikke selv med kuns
thistoriske eller kunstneriske overvejelser, men han etablerer med sin oversigtsskabende
bog et godt skelet for en videre kunsthistorisk bearbejdning.
Med biografien giver Egon Eriksen et interessant indblik i faderens insisteren på feltet
mellem kunst og håndværk. De første år efter akademiet arbejdede Edvard Eriksen med at
tegne og modellere dekorationer til støbejernskakkelovne for Svendborg Jernstøberi. Sene
re lærte han sig at hugge i marmor i Carrara, således at han i modsætning til de fleste af
sine samtidige kolleger, der fik hugget deres skulpturer efter gipsmodeller på de professi
onelle huggeværksteder i Carrara, selv kunne færdiggøre sine store marmorskulpturer. I
Dansk Gravminde-Kunst havde Eriksen også en virksomhed, der i indlysende grad fore
nede det håndværksmæsige med det kunstneriske. Beskrivelsen af Eriksens sidste store
arbejde, loftet i Haandværkerforenings store sal, tydeliggør, hvorledes dette blev en fejring
af alliancen mellem kunsten og håndværket, ikke blot i loftets ikonografi, men også i pro
duktionsformen, hvor Eriksen ansatte flere svende og dermed for en kort tid havde et bil
ledhuggerværksted af samme type som i middelalderen.
Egon Eriksen giver i sit nøgterne sprog et oprivende indblik fra første parket i en billed
huggers - og en billedhuggerfamilies - livsvilkår i første halvdel af det tyvende århundre
de. Naturligvis har der været forskel på de enkelte billedhuggeres omstændigheder, men
det har - som i dag - ikke været usædvanligt at måtte leve som Eriksen, der havde høje
218