218 / 233
Anmeldelser
teraturliste, er et digert værk, som varmt kan anbefales. Sproget er præcist og veloplagt.
Den hyppige brug af lange citater kan dog måske til tider gøre læsningen lidt tung. Men
samtidig er citaterne med til at skabe et fint tidsbillede af livet i hovedstaden i en periode
med store politiske, økonomiske og sociale forandringer. Karin Lutzen får derved afdæk
ket væsentlige sider af 1800-tallets historie, der gør bogen relevant ikke kun for dem, der
snævert interesserer sig for Københavns historie, men for alle der har interesse i dansk
1800-tals historie.
Nete Balslev Wingender
Merete Bøge Pedersen: Den reglementerede prostitution i København 1874-1906. En undersøgelse
af prostitutionsmiljøet og de prostitueredes livsvilkår. Museum Tusculanums Forlag 2000. 191 s.,
ill. 198 kr.
Denne bog er et omskrevet speciale af Merete Bøge Pedersen (MBP). Da jeg ved udgivelsen
selv lige havde afsluttet en eksamensopgave med næsten samme emne, glædede jeg mig
meget til at læse bogen, især da jeg af foromtalen kunne se, at vi måtte have benyttet de
samme kilder. Efter at have læst bogen er begejstringen dalet, og da bogen har fået meget
omtale, føler jeg mig nødsaget til at påpege de fejl undersøgelsen er behæftet med. Jeg er
helt klar over det store arbejde MBP har gjort, og det glæder mig at der nu endelig er skre
vet om de offentlige fruentimmere ud fra kildematerialet og ikke kun en undersøgelse af
den offentlige diskussion og moral. Dog har MBP's behandling af kilderne skuffet. Den
indeholder en del fejl, som har sit udgangspunkt i, hvordan MBP har fortolket kilderne, og
det får konsekvenser for resten af arbejdet.
I første kapitel "Litteratur og kildemateriale" redegør MBP meget naturligt for sit mate
riale. Ved hjælp af "Beretninger til justitsministeriet angående Københavns politi afgiven af
politidirektøren for årene 1874-1906" er MBP kommet frem til, at 2824 forskellige kvinder
var indskrevet som offentlige fruentimmere. Dermed har hun ikke alle de kvinder der alle
rede var indskrevet inden 1874 og som fortsatte i erhvervet. På Landsarkivet for Sjælland
mv. i arkivgruppen "Sager vedr. indskrivning af offentlige fruentimmere", der er fordelt
over 16 pakker (1867-1906) angiver MBP, at der kun ligger 1210 sager i den periode hun har
undersøgt (1874-1906). Hun skriver fejlagtigt, at der dermed mangler mindst 1614 sager
(2814-1210), som hun mener Landsarkivet har udtyndet. Det er forkert. Langt de fleste af
disse sager, nemlig 933, ligger i "Sager vedr. udslettelse af protokollen over offentlige fru
entimmere" (1891-1906). I alt giver det 2143 sager, mod de 2824 sager der ifølge politiets
efterretninger burde være. De 681 sager der mangler skyldes, at "Sager vedr. udslettelse..."
ikke dækker hele perioden. At de ikke findes på Landsarkivet i dag, skyldes højst sand
synligt, at arkivet aldrig har modtaget dem. I registraturen til denne arkivgruppe står der
direkte, at "pakkerne er gennemgået og udtyndet, men ingen sag er blevet kasseret".
At MBP helt har undladt at benytte "Sager vedr. udslettelse..." får følger for resten af
undersøgelsen, da hun åbenbart ikke har forstået den rette sammenhæng mellem disse to
arkivgrupper. Politiet havde dengang en meget enkelt sagsbehandling. De afhørte kvin
derne, når de mente der var belæg for det, og når kvinderne af den ene eller anden grund
på et tidspunkt blev indskrevet som offentlig fruentimmer, blev de indskrevet i protokol
len der desværre ikke eksisterer mere. Alle kvindens afhøringer, samt andre skrivelser poli
tiet måtte have om hende, blev lagt sammen i en sag, der som omslag havde selve indmel
delsen, som kvinder underskrev. Sagen blev så arkiveret efter datoen for første indskriv
ning og der blev løbende skrevet og lagt flere skrivelser til sagen, alt efter kvindens opfør
sel. Ønskede kvinden at blive udslettet af protokollen, og levede hun op til de gældende
krav, kom sagen over i arkivet for kvinder der var udslettede. Her lå de arkiveret efter dato
en for sidste udslettelse. På den måde kunne kvinderne, eller rettere deres sager, hoppe fra
skuffe til skuffe alt efter hvordan kvinden opførte sig. Kun hvis kvinden døde var sagen
216