Teglgaardsstræde

—

og dækkedes senere med en Ligsten. Paa samme Sted

begravedes ogsaa det sidste Lig, en 78 aarig Arbejdsmand

d. 4 Novb. 1760.

Flere af de Studenter, der vår antagne som Ligbærere

og døde af Pesten, kom ogsaa til at hvile her, og den

første af disse var Mogens Emmichsen fra Regensen. I

Begyndelsen fik hver Afdød sin særlige Ligkiste og Grav,

men da Sygdommen udfoldede hele sin ødelæggende Kraft,

indskrænkede man sig til at nedlægge Ligene i Rækker

oven paa hinanden uden Kister i de opkastede Grøfter.

Der rejste sig imidlertid en saadan Storm af Uvilje mod

denne Begravelsesmaade, at Commissionen maatte give

efter og skaffe raat sammenslaaede Kister eller Kasser til

de Døde. „Linden“ , saavel som de andre indenbyes Assi

stens Kirkegaarde, bestod og benyttedes indtil Slutningen

af 1760. Efterhaanden havde man faaet Øjnene op for

disse Kirkegaardes Farlighed som Smittebefordrere, og de

første Skridt til at afvende Faren for Staden blev gjort

ved Oprettelsen af den store fælles Assistens Kirkegaard

paa Nørrebro, ifl. Forordning af 29 Octb. 1760, hvorefter

samtlige indenbyes Assistens Kirkegaarde og Fattigkirke-

gaarde strax blev nedlagt.

„Linden“ s Kirkegaardsterrain er nu helt forandret ved

Bebyggelse, høje graa Brandgavle markerer nogle af de

gamle Skellinier, andre er ganske udslettet, men ved Smaa-

gravninger, som foretages fra Tid til anden, kommer Kiste

rester og Menneskeben for Dagen, og minder Qvarterets

Beboere om, at man har indrettet sig paa Bekostning af

Forfædrenes Gravfred. Naturen har gemt, hvad Menne

skene har glemt, stille muldner Døde under Levendes

støjende Dagværk.

For Aarhundreder siden var her en Grønning mellem

Gadernes Huse, og gamle Rønners graa Rygge hegnede

den triste Have, kun en korsprydet Bræddeport i Husræk

ken betegnede Stedet udefra. Paa Gravtuerne blev ned-

stukket et Kors eller henlagt en Flisesten med Bogstaver

og Aarstal, som snart blev skjult under udyrket, skygge-

blegt Grønt. Tiden gik, Menneskene glemte, Gravene for