10 / 294
Den gode Borgers Navn at bære
E r Maalet, som vi stræbe til.
Th. Thaarup.
V
ENLIGT gemt bag grønne Volde laa København med sine
Minder: sine mange Minder, sine friske Minder, sine store Min
der og sine —smærtelige Minder. Lille var den, maalt med Nutidens
Øjne — alt i alt rummede den vel kun 110000 Indbyggere — og
gammeldags var den; gammeldags trods mange Nybygninger (Føl
ger af Branden og Bombardementet), gammeldags med sine mange
krumme Gader, sine skumle G}foer, sine Krinkelkroge, sine Rende-
stene og sine Gadeposte; men ogsaa gammeldags fornem var den,
med sine Slotte, sine stilfulde Palæer, sine herlige gamle Kirker og
sine Patricierbygninger, skabte af Mænd, som ude i den store Ver
den havde hentet baade Rigdomme og Skønhedsindtryk og for-
staaet at give begge Udtryk i deres Boliger herhjemme.
Og saa maa det jo ikke glemmes, at den fornemme Del af Byen
— fornem i Ordets bedste Forstand — traadte anderledes iøjnefal
dende frem som Led i Byens Fysiognomi den Gang, da hele Byen
laa indesluttet bag Voldene, end nu, da den spænder over et mange
Gange saa stort Areal.
Denne By med sin gammeldags Fornemhed og sin gammeldags
Hygge, sine grønne Volde og sine stille Grave, sine »Kærligheds-
stier«, sine blinkende Søer i Nord og Vest og det herlige Sund mod
Øst —var den ikke en Idyl?
Ordet skyder sig i al Fald let frem for ens Bevidsthed, naar man
tænker tilbage paa dette gamle »Kongens« København.
Og Livet herinde! Var ikke ogsaa det idyllisk? Kendte man da
til al den Larm og Støj, der nu fylder den samme By? Hørte man
da Fabriksfløjternes skingre Piben Morgen, Middag og Aften, Spor
vognenes ustandselige Brummen, Skurren og Kimen Dagen lang og
det meste af Natten med, Tusinder af Vognes samtidige Rumlen over
Gadens Brosten, Automobilernes hæslige Varselslyde og Cyklernes
3