16 / 294
KØ B E NHAVN I 1820
del. Paa alle Maader og paa alle Omraader var det saaledes gaaet
tilbage. Danmark var blevet et lille fattigt Land, og København en
lille fattig By.
Var det da underligt, at Livet, økonomisk set, var smaatskaaret?
Var det underligt efter alle de Ulykker, der i mindre end 20 Aar var
overgaaet København, at dens Borgere maatte spinke og spare og
som Bahbek maatte undlade alle »pengekostende Fornøjelser«.
Nej, det var ikke underligt. Fattig var man, og knibe maatte man.
Kaarene var Smaakaarsfolks. Det var Medaljens Bagside.
Men: Modsætningerne mødes. Naar Byens Befolkning saaledes
havde al mulig Anledning til at spare og for saa vidt ogsaa sparede,
som den maatte s p a r e p a a , hvad den havde, saa skulde man jo
ogsaa antage, at den havde Trang til at opspare . Denne Trang var
sikkert ogsaa tilstede paa nogle Steder, saaledes som det jo ogsaa
viste sig ved Sparekassens Aabning; men den var ingenlunde tilstede
overalt. Tvertimod —kunde man næsten sige. Trangen til at spare,
Forstaaelsen af det formaalstjenlige i at spare, samle sig en Nød
skilling, den var i en ikke ringe Del af Befolkningen slaaet grundigt
ihjel. Og dette havde flere Aarsager. For det første havde Kaperiet i
Krigens Tid skaffet Befolkningsklasser, der hidtil kun havde haft
fra Haanden og i Munden, en Mængde let købt Vinding, der i Hen
hold til det gamle Ord: »Hvad der kommer let, det gaar let«, havde
givet Anledning til en ret letsindig Levemaade. Dernæst havde Han
delskonjunkturerne efter Krigen skaffet en anden Del af Befolknin
gen Indtægter, som heller ikke havde bidraget til at overtyde dem
om Nødvendigheden af at spare. Men sidst og ikke mindst bar og
saa her de fortvivlede Pengeforhold Skylden. At det maatte være
saaledes før Statsbankerotten, o: medens Pengene Aar for Aar, Maa-
ned for Maaned, ja næsten Dag for Dag, faldt i Værdi, var jo ret for-
staaeligt. Folk, der havde samlet sig en lille Kapital, saa jo dennes
Værdi svinde og svinde og tilsidst blive til Intet, alt medens selve
O
O
J
Tallene holdt sig eller maaske endog forhøjedes. Dette kunde jo
nok svække baade Trangen til og Glæden ved at spare. Og bedre gik
det ikke efter Statsbankerotten. Nu steg nok Pengenes Værdi fra det
ene Aar til det andet. Men det skete som ovenfor nævnt under saa
store Svingninger, at det i hvert givet Tidsrum var højst uberegne
ligt, hvad den nærmeste Fremtid vilde bringe. »Endnu i 1819 yttre-
de disse Svingninger sig saa stærkt —og hele Aaret igjennem nær-
2
9