12 / 294
KØ B E NHAVN I 1820
»Capital og Arbeide«, om Dannelsen af et Arbejderparti, om Ar-
bejdsforeninger og om andre lignende, Nutiden saa fortrolige Em
ner. Og der skulde gaa endnu mange flere Aar, før saadanne Fæno
mener traadte ud i Virkeligheden. Kapitalistiske Udskejelser kend-
tes endnu ikke —bl. a. af den simple Grund, at der ingen Kapital
var —og Arbejderuroligheder lige saa lidt. Kunde der end af og til
komme en Kurre paa Traaden mellem Mestre og Svende, mellem
Mesterlaug og Svendelaug: Dagens Arbejde gik dog i det Store og
Hele sin regelmæssige og uforstyrrede Gang.
Heller ikke i det aandelige Liv i strængere Forstand herskede
der noget stort Røre. Hvad den religiøse Side af det angaar, saa var
her om end maaske ingen Idyl saa dog Stilhed. Vi befandt os jo
stadig i Rationalismens Tid ; og den herskede endnu forholdsvis
uantastet. Grundtvigs mægtige: »Hvi er Herrens Ord forsvundet af
hans Hus?« havde, da det blev udslynget, vel fremkaldt en Protest
fra nogle københavnske Præsters Side, men iøvrigt synes det ikke
at have efterladt sig Spor. Først et Par Aar efter 1820 bliver Grundt
vig Præst ved Vor Frelsers Kirke, og først med hans: »Kirkens
Gjenmæle«, der udkom i 1825, tager Kampen mod Rationalismen
for Alvor sin Begymdelse.
Selv paa det literære Omraade var Stormene paa denne Tid stil
net af. Fejden mellem Oehlenschlåger og Raggesen —eller vel ret
tere: mellem Baggesen og Oehlenschlågers Beundrere —var nu
endt. I 1819 udkom Oehlenschlågers Idyl »Den lille Hyrdedreng«,
som endogsaa Baggesen roste, og 1820 forlod Baggesen Danmark
og dermed København, og derefter var den Strid ude af Verden.
Ogsaa her blev der altsaa Stilhed, om man vil: Idyd.
Men saa helt idyllisk, som det herefter kunde se ud til, var For
holdene nu alligevel ikke. Rent bortset fra en Begivenhed som
»Jødefejden«, der her i Byen tog sin Begyndelse d. 4. Sept. 1819 og
varede en halv Snes Dage med Opløb, ituslagne Ruder hos de j ø
diske Købmænd osv., inden det lykkedes Politi og Militær at faa
Bugt med den, saa var der andre Sider af Livet, som i nogen Grad
bidrog til at berøve det dets idylliske Præg. Der er en lille Skildring
fra den Tid, der er saa betegnende for Forholdene. Alle kender jo
Bakkehuset og dets Historie —saa nogenlunde da. Alle har hørt om
Idyllen, der levedes derude af Knud Lyne Rahbek og hans elskelige
Kamma. Vi har læst om det rige, aandelige Liv, der med de to som
Midtpunkt udfoldede sig der mellem Datidens mange Skønaander,
5