SparekassenForKjøbenhavnOgOmegn

K Ø B E NH A V N I 1820

evindelige Ringen? Var ikke Datidens Færdsel —tilmed kun leven

de i nogle faa af Døgnets Timer —at ligne ved en lille Provinsbys i

Sammenligning med Nutidens? Var ikke Tumlen da i Forhold til

vor Tids nærmest at ligne ved Stilhed —en Stilhed, kun afbrudt af en

Rejekones Raab eller ma aske af en munter lille Opsang af Matroser,

der havde kiget lidt for dybt i Kruset derude i Rrokkens Rod?

Og er dette ikke nærmest Idyl?

Og det politiske, det sociale, det aandelige Liv herinde bag Vol

dene? Var ikke ogsaa her Idyllen? — Det politiske Liv kan man

snart blive færdig med. End ikke en Stænderforsamling satte Sin

dene i Revægelse; og Oprørslysterne, saaledes som de var komne

til Orde i en P. A. Heibergs, i en Malthe Conrad Bruuns eller lig

nende Mænds Skrifter, var foreløbig skrinlagte. Begivenhederne i

Begyndelsen af Aarhundredet, og maaske ogsaa det, der i 1813—14

fulgte deraf, havde vel ogsaa bidraget til at smælte Befolkningen

sammen og slutte den i Kreds om den faderlige Enevælde eller dog

i al Fald

0111

Frederik d. 6tes Person. Blade med politiske Formaal

kendtes jo heller ikke. »Den til Forsendelse med de kongelige

Rideposter privilegerede Danske Statstidende«, o: Berlingske Ti

dende, eller »Kjøbenhavns kongelig alene privilegerede Adresse-

comptoirs Efterretninger« skulde saa vist ikke gyde Opsætsigheds-

aand i noget Menneskes Hjærte. Det var sikkert med al ønskelig Ær

bødighed, at hver Mand i Byen saa op til Landsfaderen, der til Gen

gæld ikke saa ned paa sine kære og virkelig trofaste Undersaatter.

Fænomenet Dampe er kun en Undtagelse, der bekræfter Reglen.

Dr. J. J. Dampe var, om man vil, en enlig Svale, der endnu ikke

gjorde Frihedens Sommer. Hans korte Kamp mod Enevælden, der

afsluttedes med hans Fængsling i November 1820, vakte ingen An-

klang hos hans Medborgere. Han var et levende Vidnesbyrd om

den Sandhed, hvorom vi mindes i Welhavens Vers:

Og fra de straalende Heroers Alder

Genlyder endnu denne dybe Røst:

»Hvo der gaar foran i en Alvors-Dyst,

Han sejrer ej, - han kæmper kun og falder.«

Heller ikke sociale Modsætninger brødes da med hinanden. Der

skulde endnu gaa godt og vel 30 Aar, inden en Frederik Dreier med

sin »Samfundets Reform« begyndte at tale højt om Begreber som