56 / 294
1820-1830
sentere, efter et Gjennemsnitsbeløb, ikkun havde den I l te November
indestaaende 92 Rbd. Rpr. og 65 Rbd. r. S.« —en Udtalelse, som jo
ganske vist er rigtig, for saa vidt som den udtrykkeligt siger, at Kas
sen
mere
benyttes som nyttigt Gemmested for Smaasummer end
som Forrentningssted for Kapitaler, og som ogsaa k an opfattes
som et Udtryk for Direktionens Tilfredshed med, at den Kamp, den
fører mod disse sidste, virkelig bærer Frugt, men som dog i nogen
Grad egner sig til at tilsløre denne Kamp, som Direktionen dog ved
varende maa føre, og som Forhandlingsprotokollen stadig indehol
der Vidnesbyrd om.
At Sparekassen var kommen ud over sin oprindelige bestem
melse, og at der maatte gøres noget for at bringe den tilbage hertil,
stod imidlertid Direktionen klart nok, og finder, som det vil ses,
ogsaa sit direkte Udtryk i de Forhandlinger, som i Mødet d. 29. Maj
1828 føres om de da paany opdukkende Problemer.
Den umiddelbare Aarsag til, at disse nu atter maa optages til
Drøftelse, er den, at Nationalbankdirektør, Konferensraad Møller,
mundtlig har meddelt sine Kolleger i Sparekassens Direktion, at
Nationalbanken snart vilde se sig i den Nødvendighed at undslaa
sig for at modtage tiere af Sparekassens Kapitaler til Forrentning.
Genstandene for Forhandlingerne paa Mødet er de sædvanlige:
Hvorledes man skal formindske de stadigt voksende Indskud, ude
lukke de større Summer og frugtbargøre de indsatte Midler.
Med Hensyn til det sidste drøftedes paany Muligheden af at gøre
Udlaan i faste Ejendomme og mod Vekselobligationer; men begge
Dele forkastes af de tidligere nævnte Hensyn: den større Ansvarlig
hed, det større Arbejde og den formentlig mindre Sikkerhed, lige
som det ogsaa anses for vanskeligt at frugtbargøre større Kapitaler
ved sidstnævnte Slags Udlaan. —Og at »søge at tiltrække dette In
stitut Søgning efter Udlaan, ved at bevilge Laan paa Vexelobliga-
tioner mod 4 p. Ct., istedetfor de ellers almindelige 5 p. Ct., vilde
have en saa skadelig Indflydelse paa mange andre vigtige Penge
instituter, at man herpaa ikke burde indlade sig«.
Saa bliver der da atter kun tilbage: Rentenedsættelsen som Værn
mod den altfor store Pengeindstrømning. Til at begynde med tæn
ker man da paa at gaa ned til 372%; men dette forkastes dog af Hen
syn til, at man ikke om et halvt eller et helt Aar skal blive nødt til at
komme med en yderligere Rentenedsættelse.
»Efter fleersidige Omhandlinger blev det derfor anseet som det
7
49