52 / 294
1820-1830
til Nationalbanken, der nu har modtaget ialt 120000 Rbd. i rede
Sølv. Og Sparekassen beder her om, at Banken dog i al Fald vil
modtage alt, hvad der herefter maatte indkomme, til 4 °/o, om
end helst til 4
1/2
°/o.
Ogsaa denne Ansøgning bevilges, men kun til
de 4 %.
Det varer imidlertid ikke længer end til September 1823, før man
paany er stedt i den Nødvendighed at maatte søge Statsgældsdirek
tionens Hjælp til at faa endnu 100000 Rbd. anbragt i den kongelige
Kasse. Herpaa svarer Statsgældsdirektionen d. 30. December, at og
saa disse Penge ifølge kgl. Resol. af 10. s. M. vil kunne modtages til
4
V
2
°/o og med Tilbagebetaling efter kort Opsigelsestid; men det til
føjes: »Skulde i Fremtiden flere af Sparekassens Midler ønskes ind
betalte i Statsgjeldskassen, kan dette kun finde Sted paa de i aller-
høieste Resolution af 17de Mai 1813 bestemte Vilkaar, nemlig mod
4 pCt. aarlig Rente og et Aars Opsigelse.«
Saaledes begynder da Stillingen nu at blive trykkende; og der
aabner sig en truende Udsigt til, at man ikke længer kan byde Spa
rerne de 4°/o, der var tænkt som den Løftestang, der skulde til for at
vække Sparsommelighedssansen. I Direktionsmødet d. 18. Maj 1824
blev Sagen da paany drøftet, og allerede her blev da, efter at dog
først Spørgsmaalet
0111
Udlaan til private paany var blevet rejst og
besvaret benægtende, en eventuel Rentenedsættelse bragt paa Bane.
Det hedder herom i Forhandlingsprotokollen:
»I Anledning af den fra Statsgieldsdirectionen meddelte aller-
høieste Resolution af 10. Dec. 1823, hvorefter der i den konge
lige Kasse ikke for Sparekassen maa forrentes et større Beløb end
300000 Rbd., med mindre denne vil underkaste sig de i kongl. Re
solution af 17. Maii 1813 bestemte Vilkaar, nemlig 4 p. Ct. aarlig
Rente og 1 Aars Opsigelse, blev det taget under Overveielse, hvor
ledes de til Sparekassen for Fremtiden indkommende Capitaler
kunde være at forrente. At udvide Sparekassen til tillige at være en
Laanekasse fandt man under de nærværende Tidsomstændigheder
forbundet med Risico, at opsige de større Capitaler, og at nedsætte
Rentefoden ansaae man ikke heller tilraadeligt, da det sidste var
mod Vedtægterne, hvori det antoges, at man saa længe som mueligt
burde afholde sig fra at giøre Forandringer, og da man, hvad det
første Expedient angik, var udsat for at Eierne af de opsagte Sum
mer ved at dele disse i mindre, dog fik dem under andre Navne for
rentede giennem Sparekassen. Directionen blev derfor enig om, at
45