105 / 128
98
fortælle, at en Aften i Theatret, efter en
Forestilling, som havde gjort Lykke, men
som ikke faldt i Lorchs Smag, trak Lorch
en Nøgle op af Lommen og gav sig til at
pibe i den. Folk brast i Latter og applau
derede, og Lorch blev siddende paa sin
Plads i Parkettet og fortsatte sin Pibesolo
med den gladeste Mine af Verden. Dette
var ganske vist ikke tilladt efter Theatrets
Love; men Folk lo, som om de var gale,
og
Lorchs
Paafund tog man, som sagt, al
drig ilde op. — En Gang hjemme hos os,
da en af vore berømte Malere, — (der
unægtelig havde lidt affekterte Manerer)
— i et Anfald af Mismod bad Fader om
at skaffe ham en Plads ved Balletten, da
han vist aldrig kunde blive til noget som
Maler, udbrød Lorch, som netop var til
stede: „O ja, kjære Bournonville! jeg sy
nes, De maatte nok kunne have Brug for
saadant et affektért A se n !“ — Maleren
lo med, ligesaa hjerteligt som vi andre. —
Mit personlige Bekjendtskab med Lorch
skrev sig fra den Aften, da „N apoli“ blev
opført første Gang. Balletten gjorde, som