108 / 128
101
var, op paa en af disse skraa Døre,
medens han af og til nikkede op til os.
Der sam ledes efterhaanden Masser af
Mennesker omkring ham; de, der kjendte
ham, var nærved at dø af Latter, medens
de Andre naturligvis antog ham for en
gal Mand; han blev liggende der en god
Stund, og uden at fortrække en Mine. —
Uagtet det morede ham at være saa
sikker paa sit Publikum, saa blev han dog
undertiden træt og kjed af den Slags Po
pularitet. Je g hørte ham engang udbryde
helt fortvivlet: „Det er en Ulykke at
gjælde for et vittigt Hoved! Ingen taler
nogensinde et fornuftigt Ord med mig.
Man kalder mig „den gale Lorch“ , og jeg
faaer saamænd aldrig nogen Praksis. Gid
jeg idetmindste kunde blive Læge hos
„Katøflerne“ , saa havde jeg dog noget at
bestille.“ — (Kartoffelsygdommen var den
Gang et nyt og meget udbredt Samtale-
Emne.)
Hvor afholdt Lorch end var, saa véd
jeg dog, at han har havt en uforsonlig
Fjende; da samme Fjende var lige saa