106 / 128
99
bekjendt, overordentlig Lykke, og en Skare
>
begejstrede Tilskuere kom mylrende hjem
til os efter Forestillingen; blandt dem var
ogsaa Lorch. Je g erindrer, at der blev
drukket Champagne og holdt Taler, og at
Lorch vistnok var meget morsom, da Alle
lo, naar han blot lukkede Munden op;
men min 8— 9-aarige Hjerne har naturlig
vis ikke været udviklet nok til rigtig at
opfatte hverken Taler eller Vittigheder.
Det eneste, jeg husker med Sikkerhed, er,
at Lorch sagde til mig: „Naa, sikken en
Fader Du har! ham er Du da stolt a f!“
— Det var jeg unægtelig, og jeg tror nok,
at mit store Venskab for Lorch opstod
netop i samme Øieblik. — Da han var
en stor Børneven og altid holdt et „vold
somt S ty r“ med os Børn, saa voxede selv
følgelig vor Beundring for ham ved ethvert
af hans Besøg, og han kom i den Tid me
get i vort Hjem. Je g var aldeles imponeret
af hans gymnastiske Færdighed, isæ r af
den Lethed, hvormed han kunde slynge
sit Ben over Hovedet paa os, — en Kunst,
som egentlig ikke kunde regnes til „de
7*