109 / 128
102
forbittret paa min Fader som paa Lorch,
saa satte den Historie sig særlig fast i
min Hukommelse. Der var nemlig en
gammel Figurant, som bildte sig ind at
være en genial, men tilsidesat Balletkom
ponist, og som altsaa betragtede Fader
med mindre venlige Blikke. Denne Figu
rant havde givet en Forestilling paa The-
atret i Kannikestræde, („K alkeballen “ )
hvor Lorch havde været en af Tilskuerne,
og hvor han vistnok i en ualmindelig Grad
havde givet sit Lune frie Tøiler. Den gamle
Figurant var rasende og hævnede sig ved
at udgive et lille Skrift, hvori baade Lorch
og Fader fik, hvad man kalder „læ st og
paaskrevet“ . Desværre har jeg, efter F a
ders Død, ikke kunnet finde denne Bog;
formodentlig har Nogen laant den og ikke
sendt den tilbage; det kunde ellers have
fristet mig at meddele nogle Blade deraf.
Je g tror neppe, at et eneste Menneske i
vor Tid kunde falde paa at skrive noget
saa bundlatterligt, og dertil med en P a
thos, som netop virkede allermest komisk.
Lorch nævnes stadig med følgende lange