112 / 128
105
ikke havde nogen rigtig G læde af den
første Akt, da det formelig pinte mig, at
Lorch, der var en saa stor Theaterven,
skulde gaa glip af denne Kunstnydelse.
Da 1ste Akt var forbi, faar jeg, med Knap
pen af en Stok, nogle kraftige Stød i R y g -.
gen, og da jeg vender mig om, seer jeg
Lorch, — stolt som en Seirherre, — trone
paa bageste Bænk i vor Loge og nikke
huldsalig ned til os. Da vi havde forladt
ham, havde han faaet fat paa et af Theater-
budene, „den almægtige H valsøe“ , der
havde smuglet ham ind i Theatret. Lorch
havde sét Prøven lige fra Begyndelsen og
var henrykt, saa jeg havde kunnet spare
min Anger og Bekymring. —
I senere Aar saae jeg jevnlig Dr. Lorch
i Theatret; han var let at gjenkjende, da
han var omtrent uforandret; derimod kunde
jeg godt mærke, naar han gjengjældte min
Hilsen, at han slet ikke anede, hvem jeg
var. En Aften var jeg lige paa Nippet til
at presentere mig selv som hans anden
Hustru „in sp e “ ; men det opgav jeg vise
lig, da jeg umulig kunde forlange, at
han