117 / 128
smuk, men saae paafaldende gammel ud og
gik meget underligt klædt; dertil bar han
altid en stor, broget Bomuldsparaply, —
Mage til
Frederik den 6tes
paa Rosenborg,
— og da samme Paraply fordetmeste var
fyldt med Æbler og Pærer eller andre
gode Sager, som han uddelte til os Børn,
saa var vi henrykte over hans Besøg. En
Dag havde han faaet Lyst til atter at op
træde paa Scenen, og han bad da Fader
om, paa hans Vegne at gaa til Theaterbe-
styrelsen og forlange
et Sæ t forlorne Tæn
der!
— saa vilde han igjen spille nogle af
sine unge Roller, og han var vis paa,
endnu en Gang at gjøre Lykke. Det var
hans ramme Alvor, og jeg tror nok, han
tog det meget unaadigt op, da Fader næ g
tede at paatage sig det Hverv. —
Der var ogsaa en gammel, forhenvæ
rende Dandser, som vi Børn morede os
ubeskrivelig over. Han mente at ned
stamme fra en høiadelig
fransk
Slægt, og
i den Anledning talte han altid Fransk
til os, der næppe kunde svare ham, da vi
var nærved at kvæ les af Latter over hans
110