122 / 128
115
„saa var der ikke en Eneste, der græd
saa møiet som hun.“ — Hun sagde en
G ang: „Ja, De kan tro, at da jeg var ung,
da var jeg en ganske Skjønhed, med
blund
Haar og en lang Næse, ganske li’som
Frederik den Sæte. Men Gud, hvor osse
Mandfolkene har vaaren etter m ig ! jeg
svæ r dem til, de lae for mine Fødder.“
— Naar man saae gamle Mor Lund, med
det furede Ansigt og det ræverøde, for
lorne Pandehaar, saa maatte man unæg
telig eie et Overmaal af Fantasi for at
kunne forestille sig hende som „ganske
Skjønhed“ , staaende midt i en Kreds af
knælende Beundrere. Hun fortalte saa
videre, „at hun havde vaaren forlovet
med salig Lund i 12 Aar, — (i Tugt og
Ære, — han bod mig ingen Flouser) —
og gift i adskillige A ar,“ — og med et
dybt Suk endte hun saaledes: „Ok ja, nu
ligger salig Lund i sin A sk e !“ — Da min
Moder en Gang tillod sig den Bemærk
ning, at salig Lund nok havde havt sine
syv Dage om Ugen, svarede Mor Lund
med stor Værdighed: „Det var nødven-
8
*