124 / 128
117
det er rigtigt, for jeg har aldrig vaaren
sammen med den Dame.“ —
Toppunktet af Selvtilfredshed naaede
hun dog en Dag, da hun talte om sin
høie Alder og sin vistnok nærforestaaende
Død; hun udbrød da: „Det veed jeg, at
hvis Nogen bliver salig, saa er det saa-
mænd
mig;
for jeg har vaaren et skek-
keligt Menneske og arbeidet ærligt og
glad hele mit L iv .“ — Denne Yttring ty
dede just ikke paa den rette, kristelige
Ydmyghed; men hun straalede af Glæde
ved Tanken om sin tilkommende velfor
tjente Løn, og hun havde altid været saa
inderlig taknemlig for en Tilværelse, som
vi andre maaskee kun vilde have beklaget
os over, saa jeg tror neppe, Nogen kunde
have baaret det over sit Hjerte at mod
sige hende eller at kaste blot en Skygge
af „Anger og R u else“ ind i denne glade,
tillidsfulde Sjæl. —
Den største Sorg, der nogensinde ramte
Mor Lund, var den, at hun, paa Grund af
Alder og Svaghed „maatte opgive Kost og
Skrubbe “ , (som hun udtrykte sig), og trække