125 / 128
118
sig tilbage til „F relseren s A rbeidshus“ .
Bedrøvelsen varede heldigvis ikke længe;
hun vidste snart at finde sig tilrette i de
nye Forhold. Hun tog nu ivrig fat paa
Spinderokken, da hun aldrig kunde und
være Arbejde, og da jeg spurgte hende
om det var morsomt at spinde, sva
rede hun: „Morsom t? nei, lille Frøken,
det er
h imm elsk
/ “ — Hun fandt natur
ligvis alle sine Husfæller yderst elskvær
dige; men fremfor alt var hun begeistret
over Stiftelsens unge Præ st. „D e skulde
bare høre ham ,“ udbrød hun, „hvordan
han kan ligge ud; og saa staar han ganske
rolig; han slåer aldrig i Disken, saadan
som andre P ræ ster.“ —
— Tilsidst blev gamle Mor Lund Lem
paa „Almindeligheden“ ; men selv dér
var hun tilfreds og forstod at skaffe sig
Venner og — hvad der for hende var
det allervigtigste, — en Kreds af beun
drende Tilhørere. Hun indrømmede, at
Maden derude just ikke var Herreretter;
„m en “ , tilføjede hun, „jeg har jo ingen
Nød, saadan en deilig
Størkemad,
som