119 / 128
Tid. „Den Gang havde Pigerne inte noet
Væ relse; de lae i en Slabænk i Kykkenet.“
Desuagtet talte hun, endnu som gammel,
med Begejstring om sin Tjenestetid og
ikke mindst om sin egen store Dygtighed.
Hun nævnede altid sig selv i 3die Person
og sagde „Trine Lund“ med en Selvfø
lelse, som om dette Navn idetmindste
havde samme berømte Klang som „Jenny
Lind“ . Hun ansaa Tjenestepigernes Stil
ling for at være ligesaa hædret og uaf
hængig som enhver Embedsmands, og
hun maa aldrig have følt sig tilsidesat
eller forkuet; thi
ydmyg
var hun sandelig
ikke, snarere beskyttende nedladende, isæ r
ligeoverfor dem, hun havde kjendt som
Børn. —
Som Enke levede hun af Vadsk og
Rengjøring i forskjellige Hjem, hvis B e
boere alle, mér eller mindre, fik Engle-
rang i hendes Tanker. Navnlig var der
én Familie, som hun altid lovpriste i høje
Toner. „Der skulde De see et Hus! ikke
et Møbel i Stuerne, og Trappestigen midt
paa G u lv et!“ — det var nu hendes Ideal
1 12