123 / 128
116
digt, Fru Baarnevile, for han holdt altfor
møjet af Flasken.“ Hun havde en egen,
høitravende Udtryksmaade, om end Or
dene ikke altid passede til denne Pathos i
Stemme og Gestus. Saaledes en Dag, da
min Moder spurgte hende om en ganske
ligegyldig Ting: „E r det virkelig san d t?“
— saa slog Mor Lund sig for sit Bryst
og raabte, med himmelvendt Blik: „Fru
Baarneville! det er saa sandt, som at jeg
staaer her for Deres „syndige Ø ine.“ —
Mor Lund havde dog en lille Følelse af,
at hun ikke tog sig rigtig godt ud i sin
Arbeidsdragt, og hun sagde derfor, ligesom
trøstende og opmuntrende: „Ja ja, vent
bare til om Søndagen, saa er jeg Skam
pæn, med sort Pandehaar, „avanderbrun“
Hat og „L am oi“ -Schal!
En Gang var hun bleven fotograferet
og forærede da sit Billed til os alle, hver
især, og da vi yttrede, at hun virkelig saa
ud som en fin Dame paa sit Portrait, sv a
rede hun med overlegen Ro: „Ja, Folk
paastaar jo, at jeg skal ligne
Enkedron
ningen
; men jeg skal inte kunne sige, om