126 / 128
jeg faaer hos mine Venner.“ — Der var
nemlig et ungt Ægtepar, som kjærligt og
trofast tog sig af hende, og i hvis Hjem
hun havde Kostdage og et hyggeligt Til
hold lige til sin Død. Hun formelig tilbad
denne Familie, og hendes høieste Ønske
var, „at hun i sin Dødsstund maatte see
Lieutenanten og Fruen og de 2 Døttre
staae ved Fodenden af hendes Seng.“ Som
Gjengjæld for disse Menneskers Godhed
mod hende, vilde hun nu hjælpe dem til
at hæve deres Tanker lidt
opad.
Saaledes
en Dag, da hun havde fejet et Gulv, kaldte
hun paa Herren i Huset og sagde salvelses
fuldt: „Ak, Herr Lieutenant, hvad er vi
Mennesker andet end Støv og A ske! —
Vil De nu barestens see, sikken en Baanke
Sk. . . ., jeg her har sam let.“ — Samme
Lieutenant var i alle Retninger hendes
Ideal; næstefter Vorherre havde han høiest
Rang i hendes Beundring og Taknemlig
hed, og da han en Aften, i et rædselsfuldt
Veir, vilde lade hende kjøre hjem, og selv
maatte løbe den halve By omkring for at
skaffe en Droske, da græd hun Strømme