107 / 128
100
skjønne“ , men som dog gjorde et varigt
Indtryk paa mit meget unge Hjerte. —
Je g husker ogsaa, hvor bedrøvet jeg var,
da han en Tidlang var bleven lam i Ar
mene, som Følge af en Blodforgiftning.
Skjøndt jeg ellers lo af alt, hvad han sagde,
var jeg nærved at græde, naar jeg i den
Tid hørte ham sige: „Naa, Børn, tag min
Pote! jeg kan jo ikke selv række Je r den.“
— Vi Børn veg neppe fra ham, naar han
besøgte os, og naar han gik, fulgte vi ham
helt ud paa Trappen, for ikke at tabe en
Stavelse af hans Vittigheder. En Dag, da
han ret var i sit muntre Hjørne, beor
drede han os til at blive staaende ved
Vinduet og nikke til ham, naar han forlod
os. Vi boede ganske nær ved Nikolai-
Taarn, som den Gang var omgivet af de
gamle T ræ-Slagterboder; disse havde ikke
rigtige Døre, men blev lukket med en Slags
store Laag, der strakte sig langt ud paa
Fortouget. Det var netop en Søndag-For
middag, og da Lorch kom ned paa Gaden,
tændte han sin Cigar, svøbte sig ind i sin
Slængkappe og lagde sig, saa lang han