PlytekniskeLæreanstalt

O p r in d e lig h a v d e U n iv e rs ite te t in te t m a tem a tisk -n a tu rv id en sk ab e -

lig t faku lte t. V e d dettes op rette lse i

1850

fik de to hø jsko le r til dels

fælles læ rere. D e tte fæ llesskab b e stå r endnu , og et sæ rkende fo r D a n

m a rk s tekn iske H ø jsk o le sam m en lign e t m ed an d re lign en d e sko ler i

u d la n d e t h a r det væ ret, a t u n d e rv isn in g en i g ru n d v id en sk ab e rn e

fy sik , k em i og m a tem a tik p å denn e m åd e er b le v e t sæ rlig d y b tg å en d e ,

h v a d m an a ltid h a r an set fo r et gode. D e t er en d d a i visse tilfæ lde

såd an , a t den p ågæ ld en d e un iversitetslæ rers g e rn in g h o v ed sa g e lig er

fa ld e t in d en fo r læ rean sta lten s om rå d e . D e tte fo rh o ld , a t h an således

ikke ud peges a f læ re an sta lten selv, h a r i det stille jæ v n lig g iv e t a n le d

n in g til d isku ssioner m an d og m an d im e llem . D e t k an m åske siges, at

en vis forskel i in d stillin g en o v e rfo r de k r a v , d e r bø r stilles, k an fo r

k la re s v e d , a t et un iv e rsite tsfaku lte t n a tu rlig t a ltid m å søge a lm e n g y l

d igh ed en og d e rfo r m å sige » a b stra h e r« , h v o r en tekn isk hø jsko le

ifø lge tekn ikken s væsen m å sige » a b s tra h e r ikke m ere, end den fo re

lig g e n d e op g a v e s lø sn in g k ræ ve r det«. D en n e forskel er n a t u r lig ; g ru n d

vid en sk ab en s re su lta te r b eh ø v e r ikke a t frem sæ ttes, fø r de er end elige,

m eden s tekn ikken n a tu rlig t sp ø rg e r om ø jeb likkets bed ste lø sn ing .

D e t v il forstås, a t læ re rråd e t h a r ta lrig e o p g a v e r a t a rb e jd e m ed , og

a t det m ed sine

m ed lem m e r m å væ re et fo rum , h v o r m an g e m en in

g e r b ryd e s. E t sæ rkende fo r dets a rb e jd e h a r det im id le rtid væ ret, at

m an a ltid er komm e t til en lø sn ing , som a lle p å trods a f m en in g sfo r

sk e lligh ed e r h a r kunn e t sam le sig om .

V i k om m e r h e r let ind p å frem tid sp ro b lem e r, og det er tviv lsom t,

om et ju b ilæ um ssk rift skal in d la d e sig p å n oge t såd an t. U d v ik lin g en ,

og ikk e m ind st den sidste k rig , h a r fo rø v rig t m in d e t os om , a t »M e n

nesket sp å r, m en G u d r å ’ r« , og v i hu sker a lle den sejlad s i tåg e , som

disse k rig så r b le v fo r v o r hø jsko le. G o d t v a r det, a t tid en viste , h v o r

ledes v i d en g an g stod en ig t samm en om v o r rek to r, ligesom det d a n

ske fo lk stod samm en om sin konge.

V i er k la re o v e r, a t tid en in d ebæ re r en u v ish ed p å samm e m åd e ,

som n a tu rfo rsk e ren k en d e r den hos rum m e t, a t det er » g å d e b a g gåd e ,

m ø rke b a g ly send e m å l« . - J a , således stå r d e r i den k an ta te , som d ig

teren H an s H a r tv ig S e e d o r if P ed ersen sk rev til læ rean stalten s h u n

d red å rsju b ilæ um . D e t er im id le rtid et sæ rkende fo r fo rske rn a tu ren ,

a t den ikke er b a n g e fo r m ø rke t, ikke er b an g e i det hele tage t, og

H Ø J S K O L E N I D E N S I DS T E M E N N E S K E A L D E R

3 9