101 / 192
90
Væsentlig om Svendene.
En, der ofte tog sig fri: »Han holder nok tidt Skomager-
Mandag«.
Et af de første Træk, i hvilket der kan skjule sig no
gen Zünftighed, er fra 1654.
Kongens Hof-Schuster, der
vel at mærke staar udenfor Lavet, klager over, at Byens
Skomagere gjöre ham stor Fortræd, »idet de ham alle hans
Svende fravende og afspendig gjöre, saa at han ej for dem
en Svend kan beholde«.
Naturligvis forbyder Kongen
Lavets Mestere at optræde saaledes, men der vides Intet
0111, hvorvidt Forbudet har hjulpet; der kjendes i det Hele
intet nöjere til Sagen.
Saa vides der noget mere om en
Slags Arbejdsnedlæggelse, der fandt Sted den r. Marts 1712
hos Skomagerenken Kirstine Anders Olsens. Hendes Bræt
snider (d. e. Tilskjærer) Abraham Pedersen flyttede i hen
des Fraværelse sit Gods bort og skilte hende samtidig ved
hendes to andre Svende.
Herover klagede hun til Lavet,
og Oldermanden Peter Carstensen Tønder sammen med
fem Lavsbrødre deciderede, at han skulde begive sig i T je
neste igjen. Men det vilde han ikke, og saa gik Sagen til
Politiet, ja efter Enkens Begjæring blev Svenden sat i A r
rest, hvorfra han dog ved et Par Mesteres Kavtion hurtigt
slap ud. I Forhøret, der nu blev optaget, benegtede han
at have forlokket de andre Svende, men tilstod, at han för
den almindelige Vandretid havde forladt sin Tjeneste, nem
lig da han fornam, at Enken ej vilde ægte ham, »som var
den Kondition, han foregav alene at være antagen paa«.
Saa faldt Politirettens Dom den 1. April, hvorefter han for
hans formastelige og utilbørlige Forhold bör gjöre sin for
rige Mesterinde en sömmelig Afbedelse og betale i Mulkt
til Lavets Fattige 4 Rd., hvorhos hendes Ret forbeholdes
til den Mester, som havde taget Svenden i Tjeneste, för
han var lovlig skilt fra hende.
Svendene skulde blive hos deres Mestere til Fardag d.
v. s. til
almindelig
Vandretid, og Skomagerne havde efter