104 / 192
deres Hænder, saa vist var Lavet ikke noget roligt Lav
O
O
Som i intet andet kjøbenhavnsk Lav kivedes Mesterne stærkt
i den storste Del af det attende Aarhundrede først om La
vets Gjæld, senere ved Revisionen af Oldermændenes
Regnskaber; og naar vi nu gåa over til at se, at der ogsaa
var Strid mellem Mesterne og Svendene, er det i god
Overensstemmelse dermed, at vi ogsaa her finde Mesterne
delte i Partier, der staa hinanden imod.
Fra gammel T id var der det ejendommelige ved For
holdet mellem Mestere og Svende i Kjøbenhavns Skoma
gerlav, at Svendene nok boede hos Mesterne og arbejdede
paa deres Værksteder, men ikke fik Kosten hos dem.
At
Svendene boede hos deres Mestere, er sikkert nok.
Om
Brætsnideren Abraham Pedersen hedder det jo udtrykkeligt,
at han flyttede sit Gods bort, da han i 1712 forlod sit A r
bejde hos Skomager Anders Olsens Enke, og en Begiven
hed i 1752 viser det Samme.
Svenden Jokum Stralsund
klager i dette Aar over, at han umuligt kan vedblive at ar
bejde hos sin Mester, da det spøgede i Huset om Natten,
hvad Lavet dog var haardhændet nok til ikke at lade sig
bevæge af; han skulde værs’god blive hos sin Mester, til
Fardag kom.
Sikkert er det ogsaa, at Svendene ikke fik
Kosten hos deres Mestere. Det fremgaar bl. A. af Sko
magermester Hein Mikkelsens Optræden under Pesten i
1711, da han for at beskytte sit Hus holdt sine Svende
med Kost, Tvæ t o. s. v., »som i deres Lav ikke skal være
brugelig«, og en af de Ting, der gav Anledning til Batal
jen i 1718 mellem Disciplene i Frue Latinskole og Byens
Skomagerdrenge, var, at de første »spildte Maden« for
disse, naaer de vare i Byen for at hente den til Svendene.
Der synes imidlertid tidligt at have været gjort Forsøg
paa at faa indført, at Svendene i alt Fald Son- og Hellig
dage skulde have et Maaltid hos deres Mestere.
Paa det
Møde i 1685, for hvis Afholdelse uden nogen Magistrats
Væsentlig om Svendene.
93