KjøbenhavnsSkomagerlav

betale 3 Rd., i November havde en tredje ligeledes spaseret

i ni Dage, men da han var en »Jüngster«, slap han med

een Mark pr. Dag.

Saadanne Sager kunde imidlertid og-

saa komme for Politiretten.

I 1761 bleve to Skomager

svende dömte ved den for utilbørligt at have forladt deres

Mesters Værksted »og spaseret«, men kun den ene af dem

slap med Bøder; den anden havde ikke alene spaseret, men

»med nærgaaende Skjældsord udformet hans Mester og

taget ham i Brystet«, han blev dömt til Fængsel paa Vand

og Brød, og saa skulde han desuden »her for Retten udi

Oldermandens og Kvartalsmesternes Overværelse gjöre hans

Mester en sömmelig Erklæring, bede ham for det passerede

0111 Forladelse og tilstaa, han ikke veed ham Andet at paa

sige, end hvis en ærlig Mester egner og anstaar«.

Skomagersvendene vare ikke altid lette at regere. Det

klagede da ogsaa i 1757 en Del Mestere over med den tid

ligere nævnte Skomagermester Jean Pierre Periard i Spid

sen. Arbejdslönnen var urimelig höj, men desuagtet vilde

Svendene hellere gaa ledige end arbejde. Forholdet kunde

imidlertid ikke ventes at blive bedre, saa længe Svendene

gjennem Sprechningen, der stadig brugtes, selv kunde be

stemme, hvem de vilde arbejde hos; Sprechningen burde

afskaffes og den i andre Lav almindelige Omskuning burde

træde i Stedet, saaledes at den arbejdssøgende Svend skulde

træde i Tjeneste hos den Mester, der i det givne Ojeblik

stod for Tu r til at faa en Svend, og denne Ordning blev

virkelig slaaet fast ved et kongeligt Reskript af 8. Marts

1757 til Magistraten.

Men nu lod Svendene høre fra sig.

I Juli 1757 indkom der fra deres to Oldgeseller J. C. W ol

lenborg »aus Dantzig« og Henrik Andersen »fra Kjøben-

havn« et paa T ysk affattet Andragende, hvori de berøm

mede den Frihed, Svendene havde faaet i 1748, »welches

eine Renomée in ändern Ländern verursachet«, medens det

ved nogle Mesteres Bestræbelser i 1757 fremkaldte Reskript

Væsentlig om Svendene.