113 / 192
1 0 2
Væsentlig om Svendene.
egne Landsbôrn, paa hvilke vi kunne stole«, de vilde saa
være de ene bestemmende.
O g denne Fremstilling blev
godkjendt af Magistraten, der bl. A. udtalte, at hvis der
ikke blev sat Skranker for de urolige Hoveder mellem Lavs
svendene, kunde man befrygte onde Følger. De tyske Sko
magersvende, der oprindeligt i fuldstændig Ro havde hørt
Reskriptet af 13. Maj 1775 blive oplæst, havde negtet at
betale Tidepenge og fordrede at faa en egen Sygekasse.
De bleve derfor opkaldte paa Raadhuset og formanede til
Rolighed, men i et derpaa følgende Lavsmøde, bleve de dér
mødte 76 tyske Svende mere og mere urolige, og den til
stedeværende Raadmand blev tilsidst insulteret »med Musik« !
Da de derefter forlod Arbejdet hos deres Mestere, blev Pla
katen af 21. November 1749 bekjendtgjort for dem, og
Svendene bleve derefter paany opkaldte paa Raadhuset,
hvor de dog opførte sig saa »dumdristigt«, at to af dem
Andreas Scharbitz og Joh. Gotfr. Schmidt i alle Svendenes
Paahør ble ve idornte tre Maaneders Arbejde i Rasphuset,
Plakatens letteste Straf, og da en tredje Svend raabte, at de
alle vilde følge de Domte, og derved vakte et stærkt Bul
der, blev han ogsaa strax domt til 14 Dages Fængsel paa
Vand og Brød.
Herefter rejste 16 tyske Svende bort og
flere andre ophørte at arbejde, understøttede, som det an-
toges, af deres egne, selvfølgelig tyske Mestere.
Da disse
derefter søgte og fik nogle danske og svenske Svende i
Stedet, negtede de dem nemlig den Plads paa Værkstedet,
der efter Haandværksbrug tilkom dem, den øverste ledige
Stol, idet de sagde, at den tilhørte de tyske Svende, der
kun »spaserede«.
Forholdene blev efterhaanden mere og mere tumul
tuariske.
Raadmand Schiøtt beretter saaledes 0111 et Møde
i November 1776, ved hvilket der skulde betales Tidepen
ge.
Her mødte imidlertid kun de danske, norske og hol
stenske Svende; af tyske gav kun to Møde, Oldgesellen