115 / 192
104
Væsentlig om Svendene.
en mærkelig Ro.
A lt hvad der sker, er, at et Missive af
4. Januar 1776 lægger hele Byrden over paa Magistraten.
Den skal holde sig Reskriptet af 6. Avgust 1751 efterret
telig, efter hvilket de Svende, der ej betale Tidepenge,
skulle udpantes ved to Politibetjente. Det tor imidlertid be
tragtes som meget tvivlsomt, om der virkelig er bleven
bragt Ro tilveje herved.
Dertil vare Gemytterne for op
hidsede, og i Avgust 1778 klager da ogsaa Lavets O lder
mand M. A. Boy paa Bisiddernes og 177 Mesteres Vegne
paany over Svendenes egenmægtige Optræden.
De staa
enige, hedder det, om at ville »give Love« for, hvorledes
Arbejdet skal udføres, vil en Mester have et Ord med at
sige, »spasere« de strax, og negter han at give dem et for
langt Forskud, melde de sig fyrige paa Herberget. Det er
imidlertid nok saa galt, naar en Mester tilstaar et Forskud,
ti derved føler den paagjældende Svend sig slet ikke bun
den til at blive hos ham og arbejde Forskudet af. Mesterne
bede derfor om at faa nogle Bestemmelser, hvorefter en
Svend, der har faaet Forskud, ikke skal kunne tages i A r
bejde af en anden Mester uden med den første Mesters
Samtykke, og saadanne Regler bleve sanktionerede i det
kongelige Missive af 13. Januar 1779.
Men herud over
skete der Intet, skjondt det var synligt, at Svendeforholdene
tilspidsede sig. Først den store Tømrerstrike i 1794 bragte
Regeringen til for A lvor at overveje Situationen, og O ver
vejelsernes Resultat blev den mod al tysk Zimftighed skarpe
Forordning af 21. Marts 1800, der kom til at bære vor
Haandværkerudvikling i den første Halvdel af det nittende
Aarhundrede. Men inden vi gaa over til i næste Afsnit at
se nærmere paa denne Forordning, skal -her endnu gjores
nogle Bemærkninger om Svendebroderskabets Forhold til
de ovenfor nævnte Tidepenge.
Lige saa lidt som Skomagernes Lavsartikler af 1682
indeholdt nogen Bestemmelse om Oldgeseller, lige saa lidt