117 / 192
io6
Væsentlig om Svendene.
Efter Bestemmelsen i 1751 vare Tidepengene lidt efter
lidt stegne ikke-ubetydeligt.
I 1776 indkrævedes de med
24 Sk. maanedligt, men desuagtet slog de ikke til.
Sven
debroderskabet fik saa Forskud af Mesterlavet, og dets Gjæld
til Lavet udgjorde i 1779 ikke mindre end 650 Rd. Gjæl
den var væsentlig bleven saa stor, hedder det, fordi Sven
dene en T id havde lejet Værelser til deres Syge, forsynet
dem med Senge og andet Inventar, kjøbt Brænde til deres
Opvarmning samt endelig lonnet en Læge og en Opvar
terske. Denne private Sygeanstalt ophørte imidlertid i 1778,
205 af Lavets 281 Svende vedtog at ophæve den som for
kostbar, og nu sluttedes en Overenskomst med Frederiks
Hospital, hvorefter den ugentlige Betaling for en indlagt
Syg fastsattes til 1 Rd. 1 Mk., medens der samtidigt betal
tes den syge Svend selv 2 Mk. ugentlig til Te, Sukker
o. lign. Overenskomsten bekræftedes ved et kongeligt Re
skript af 3. Februar 1779. Men det lykkedes dog ikke her
ved at faa Gjælden ned, den vedblev tværtimod at stige.
I 1791 var den voxet til næsten 1000 Rd., og nu blev der
ved et nyt Reskript givet visse Regler for, hvorledes det
ved Attester fra Læge og Mester skulde kontroleres særlig
overfor de Svende, hvis Sygdom ikke krævede Indlæggelse
paa Hospitalet, at de ikke gjorde sig nogen uberettiget For
del paa Kassens Bekostning; samtidig blev det saa bestemt,
at ingen Begravelse maatte koste over 14 Rd. Man gjorde
energisk hvad man kunde for at begrænse Gjældens
Væxt.
Som vi ovenfor have set, kjendte Tiden til Krig paa
Kniven mellem Mesterne og Svendene, men vi kunne og-
saa se, at de to Parter desuagtet i Meget stode som eet
Samfund.
Oldermand Abraham Greiter oplyser i 1791,
hvorledes han trods Gjælden ugentlig til Oldgesellerne ud
betalte io a 2 0 Rd. til syge Svendes Pleje m. m., og skjondt