114 / 192
Scheffer og Svenden Johan Christoph Schleich fra Königs
berg.
Der herskede stor Bulder og Allarm, Scheffer, der
vilde springe bort over Bænkene, maatte med Magt holdes
tilbage, og da Schleich herefter valgtes til Oldgesel, prote
sterede Scheffer voldsomt.
Raadmanden ender sin Skri
velse med indstændig at bede sig fritagen for at skulle være
tilstede i saadanne Møder, hvor man sad i Frygt for at blive
mishandlet eller lemlæstet.
O g da Kongen samtidig, for
underligt nok, løslod de to af Magistraten til Rasphuset
dömte Svende, udtaltes der fra dennes Side mærkeligt dri
stige Ord overfor den enevældige Souveræn.
Det havde
været heldigt, om dens Erklæring var bleven forlangt inden
Løsladelsen, ti det var galt, at en Straf blev idömt for strax
at eftergives, og Magistraten udbad sig herefter Majestætens
allerhöjeste Viljestilkjendegivelse om, hvorledes den nu skulde
forholde sig, idet den udtalte, at de vilde Menneskers Uor
den umuligt længere kunde taales uden de allerfarligste
Følger.
Faa Dage efter anbefalede den yderligere en
summarisk Optræden mod de forhærdede tyske Svende,
der stadigt fremturede i deres Uvæsen, hvorom den hen
viste til en fra 51 danske, svenske, norske, slesvigske og
holstenske Svende' indkommen Skrivelse, hvori de beklagede
sig over de stedfindende Forhold. De tyske Svende havde
ikke betalt Tidepenge i fire Maaneder, men dog stadigt
krævet og modtaget Fljælp til deres Syge og faaet deres
Døde begravede; saaledes kunde det umuligt vedblive, de
maatte betale, hvad de skyldte, og lade Svenden fra Kö
nigsberg tiltræde som Oldgesel.
Man er herefter spændt paa at se, hvorledes Knuden
vilde blive løst. Situationen bliver nemlig mere og mere
spændt. Da der stadig Intet sker overfor de tyske Svende,
erklære de danske, norske og holstenske Svende i en ny
Skrivelse, at saa ophøre ogsaa de med at betale Tidepenge.
Men Kancelliet synes vedblivende at tage hele Sagen med
Væsentlig om Svendene.
103