108 / 192
ikke maatte »spadsere« som hidtil, m. m.
Stemningen
mellem Svendene har sikkert været i kraftig Bevægelse, og
hertil har en anden samtidig Begivenhed muligvis bidraget
ikke ubetydeligt.
Skomagermester Johan Peter Becken gjorde i en Rets-
sag gjældende, at han en Dag paa Skomagerkroen ved den
i Lavet brugelige Tiltale »Jeg sprecher jeg« havde forplig
tet Svendenes ovenfor nævnte Fører Josef Jansen til at
træde i Tjeneste hos sig.
Denne protesterede imidlertid,
og Becken foranledigede ham da den 18. Maj 1748 indsat
i Arrest paa Kjøbenhavns Raadhus, hvor han hensad til
den 10. Juni, da han mod Kavtion slap løs, men rigtignok
samtidig fik et Tilhold af Politimesteren om, at han ikke
turde træde i Tjeneste hos nogen anden Mester end hos
Becken, som han var bunden til. Ved Politi- og Kommer-
cekollegiets Dom af 19. November s. A. blev der imidler
tid rammet en Pæl igjennem Betydningen af den her om
talte fra Fortiden nedarvede »Sprechning«; den blev regnet
mellem de i Lavene gængse »selvgjorte Vedtægter«, som
vare forbudte, Politimesterens Tilhold blev kjendt dødt og
magtesløst, Josef Jansen blev ganske frifunden for Skoma
germester Beckens Tiltale og fik endda tilkjendt en Erstat
ning hos ham paa 40 Rd. for »tilføjet Tort og foraarsaget
Arbejdsspilde«.
T i Dage efter kom det kongelige Missive
0111 Sondagsmaaltidet; Josef Jansen stod altsaa som den
over hele Linien sejrende Fører, der sikkert ikke har und
ladt at lade Lavet det vide.
Dommen maatte appelleres
ikke alene af Becken, men ogsaa af Lavets Oldermand, og
Højesterets Dom faldt allerede den 30. April
1749
» men —
den blev ikke Lavet til Glæde.
Den stadfæstede den ind
ankede Dom.
Appellanterne bleve en for begge og begge
for en domte til at betale nu 60 Rd. til Josef Jansen samt
bøde 24 Rd til Justitskassen for unødig Trætte.
Svendene triumferede herefter, og det er meget for-
7
Væsentlig om Svendene.
97