107 / 192
9
6
Væsentlig om Svendene.
rindelige Mening.
Den saa en Fare i, at Svendene, der i
ganske stor Udstrækning havde forladt Mesternes Værkste
der og »laa paa egen Haand«, vare bievne bestyrkede i
deres Urolighed fra udenrigske Stæder, ja endog havde er
holdt Pengehjælp udenrigsfra.
Herimod optraadte saa paany Oldermanden og 150
andre Mestere.
For at bevare Maaltidets Afskaffelse vilde
de gjærne forøge den tilsagte Lønforhøjelse fra 2 Sk. til
3 Sk. for et Par Sko eller Støvler; det vilde de hellere end
tvungne yde Noget til Svende, der vare forsømmelige og
unyttigt bortdrev Tiden, og saa oplyste de endnu, at Chri-
stoph Horn og de Mestere, der fulgte ham, optraadte uden
Lavets Vidende og Vilje. Den gamle Mesteruenighed gjorde
sig gjældende, men mærkeligt nok var der ogsaa Uenighed
mellem Svendene. »De af de fredelige Svende, Olderman
den og Magistraten anordnede Oldgeseller«, udpege i en
Skrivelse en enkelt Svend ved Navn Josef Dominicus Jansen
(eller som han ogsaa enkelte Steder kaldes Janbatis) som O p
havsmand til hele Bevægelsen.
De bønfalde Kongen 0111
Protektion imod ham, »der fast intet lever af Andet end at
opvigle sine Consorter«, og andrage om, »at hans Projekt
ikke maa komme i nogen Consideration«, han bor ikke
»victorisere« i at undertvinge de øvrige Svende og Lavet,
»helst da han er en saa hardie Profaneur, at han publique
tor sige: Nu gaar det, som Gud og Josef vil«.
Men Intet hjalp.
Kancelliet fulgte den frygtsomme
Magistrat, og under 29. November 1748 afgik der et kon
geligt Missive til den, hvori det sloges fast, at Svendene
hver Søndag ligesom hver Helligdag i Aarets store kirke
lige Højtider skulde have et Maaltid Mad eller 12 Sk. i
Spisepenge. Svendene sejrede altsaa.
Det betyder nemlig
ikke stort, at det samtidig udtales, at Svendene selvfølgelig
saa intet Krav havde paa den tilsagte forhøjede Arbejdsløn,
og at de skulde være flittige i deres Mesteres Arbejde,