52 / 192
F ra Enevældens første Tid.
1
en Konsumptions-Forordning af 1661 var der som
Skatteobjekter bl. A. regnet ogsaa med de Sko, Stovler og
Tøfler, som Skomagerne her i Landet fremstillede. A f
hver Mark, de tog ind for dem, skulde der erlægges een
Skilling i Afgift, og enhver Skomager forpligtedes samtidig
til hver Løverdag »paa hans borgerlige Ed« at indbetale
Afgiften paa Akciseboden.
Det syntes Skomagerne slet
ikke om, og Forholdet blev ikke bedre, da Afgiften i 1667
blev forandret til en Afgift efter Antallet af de Svende og
Drenge, enhver Skomager beskjæftigede paa sit Værksted.
Akciseforpagteren klagede over, at de kjøbenhavnske Sko
magere ikke vilde indgaa paa de Vilkaar, han havde budt
dem, og i 1669 paalagde saa Kongen Kjøbenhavns Magi
strat at gjore Exekution hos de halsstarrige blandt Me-
sterne, der ingen billig Foje havde til at besvære sig eller
anstille sig modvillige. Det var een Sag, i hvilken Ene
vælden traadte generende op med en uafviselig Afgjorelse,
og der var flere saadanne. Hæren krævede Fodtoj. I Juni
1676 beordredes Skomagerne i Kjøbenhavn til strax og
uden Forsømmelse at skaffe et Forraad paa 2000 Par Sko
tilveje; men det var ikke alene Prøven, hvorefter de skulde
sys, men ogsaa Prisen, de skulde leveres til, der bestemtes
ovenfra, hvad der kan ses, naar Regeringen i 1710 er in
digneret over, at Skomagerne »under sig selv skal have
gjort den Aftale ej at ville forfærdige et Par Soldatersko