KjøbenhavnsSkomagerlav

Fra Enevældens første Tid.

stere sagde, at de derfor ikke vilde give dem det for nogen

T id siden forundte Sondagsmaaltid Mad«.

Det er underligt, hvis det virkelig er tænkt, at denne

Fremstilling skulde virke som en formildende, ja befriende

Undskyldning. Den indrammer jo tværtimod, at der virke

lig er blevet afholdt et Møde, hvor endda flere T in g ere

bievne afhandlede. Skrivelsen synes imidlertid nok saa

meget at være en skarp Klage over Magistraten, særlig

over Præsident Resen, som et Forsvar for Lavet. Kon

gen, mente Skomagerne, havde i Lavsartiklerne »befalet«

dem at eftersøge Bonhaser; det havde de gjort, men der

over var Præsidenten bleven dem »ugunstig«, ja havde

paalagt Undersøgelsen at gaa »haardelig« i Rette med dem.

Det er derfor med en vis Ironi, at de først oplyse, at

Sagen var dem paaført af deres »Øvrighed, Præsidenten«,

og derefter berette, hvorledes Magistraten midt i Sagen

stævnede alle Lavets Mestere og Svende, henved 300 Men

nesker, op paa Raadhuset, hvor Præsidenten »var os saa

gunstig og satte ikke Noget i Rette mod os, men lyste

Herrens Fred over os og bad Enhver gaa hjem til sit

Værksted og leve i Fred«. Mødets Hensigt fremgaar ikke

heraf, men der er en skarp Modsætning mellem Præsiden

tens her skildrede Optræden og den derpaa følgende

»haarde Dom og Straf«.

Præsidenten betragtedes som

Lavets særlige Fjende. Skomagernes underdanige Bon gaar

nu ud paa at faa Dommen hævet; men kan dette ikke ske,

ja da bede »vi fattige Mænd, tro Borgere og Undersaatter«

om, at der maa blive os anbefalet en »upartisk, udenbys«

Prokurator, »ti her i Staden findes ingen, der mod Præ

sidenten tor eller kan procedere«. Saavel Klage som An

klage faldt imidlertid fuldstændig til Jorden. Da Kongen

i April 1683 tilskriver Kjøbenhavns Magistrat om Sagen,

udtaler han sin absolute Tilfredshed med den faldne Dom