63 / 192
52
I stor Gjæld og stor Splid.
kunde naas, maatte faa beneficium paupertatis, for at de
kunde faa Rettens Dom over de Skyldige.
Det blev herefter i al Almindelighed overdraget Magi
straten »at afgjore Sagen i Mindelighed mellem Parterne«.
Dette synes Magistraten imidlertid ikke at have været til
freds med; den indgik i alt Fald i December 1726 med en
længere Skrivelse, som endte i et Forslag om, at den uden
videre Lovmaal og Dom skulde kunne gjore Udpantning
hos de Mestere, der ikke vilde efterkomme en fra dens
Side foretagen Ligning, samt at ethvert nyt Lavsmedlem
skulde være pligtigt til at erlægge 10 Rd. til Gjældens A f
betaling. Nu synes imidlertid Kancelliet paa sin Side at
have ladet Sagen ligge, og det var først, da Lavet ved sin
Oldermand Joh. Hinr. Frobrig i Februar 1727 havde min
det om den, at der i Juni s. A. kom et kongeligt Reskript,
hvorefter det overdroges Magistraten »at formaa de her
efterdags kommende i Lavet at betale til Lavets Gjælds
Betaling imellem 10 og 20 Rd.« Det var jo imidlertid
endnu ikke, hvad Magistraten havde ønsket. Den maatte
vente lidt endnu, men saa fik den endelig ved et nyt Re
skript af April 1728 ikke alene Myndighed til at exeqvere
de Bestemmelser, den maatte tage om, hvad enhver Mester
skulde betale, men ogsaa Magt til at befri de Mestere, der
havde underskrevet de oprindelige Obligationer, for deres
særlige Gjældsansvar, naar de gik ind paa at betale en vis
Sum, »ligesom I finde Enhvers Evne og Vilkaar dertil at
være«. Det samme Reskript gav desuden Lov til nu at
trække det tre Aar for bevilgede Lotteri, skjondt der kun
var taget 6000 Lodder i det, og da herved den Lavet givne
Beskyttelse overfor Kreditorerne ophørte, fik dette ved et
nyt Reskript af Juni 1728 et virkeligt Moratorium paa
tre Aar.
Nu var Alt ordnet til Sagens Afgjorelse, nu skulde
Lavet befries for den Mare, der i saa lang T id havde redet