113 / 583
110
en sjælden Evne til at omgaas og behandle »den jævne Mand«, og at den
Uvillie, hans private Liv skabte mod ham i HofTets naturlige Omgangskreds
og Embedsstanden, førte ham over i et demokratisk Livssyn, der stod i skarp
Modsætning til hans medfødte monarkistiske Indstilling. Han var en jævn
Mand, og Nutiden burde opføre det stærkt paa hans Kreditside.
Den Kreds, der ved Enevældens Ophør blev Regeringens Leder, har vi alle
rede omtalt. Treaarskrigen ligger udenfor vort Emne. Frederik den Y IFs Mi
nistre tilhørte i det væsentlige det nationalliberale Parti, der nu efter 1849 blev
mere og mere konservativt under den stærke Opposition, som Bondevennerne
med I. A. Hansen og Balthazar Christensen rejste imod dem.
Peter Georg Bang, der før er omtalt, var en redelig Embedsmand, der væ
sentligst støttede sig til Ørsted. Han var flere
Gange Minister, i 1854 endog Konseilspræsident,
men udmærkede sig aldrig som Politiker. Den
mest fremtrædende blandt Tidens Politikere var
Carl Hall. Medens jeg selvfølgelig ikke har kendt
Bang, stod Hall mit Hjem meget nær. Han havde
været min Faders Manuduktør og var min Bro
ders Gudfader. I mit Hjem saa jeg ham ofte som
en Mand paa henved de 70 med et smukt, ædelt
Ansigt og nogle venlige, milde Øjne, men tillige
en sjælden interessant Skikkelse. Han havde væ
ret Nationens Afgud sidst i Halvtredserne, og om
Danmark var bleven Republik i 1863, hvad der
var stærke Ønsker om, vilde han være bleven
Republikens Præsident. Krigen i 1864 og dens
Udfald, hans Politiks Skibbrud, vendte Stemnin
gen mod ham. Saa ramte Sygdommen ham i 1881, og jeg husker ham i de
følgende Aar som en svag Olding med et underligt tomt Blik, vandrende rundt
i Herlufsholms Park med sin Søn »Sekretæren«, men altid mild og venlig mod
os Skoledrenge. Han var et Stykke af Danmarks Historie, det nationalliberale
Partis ubetingede Fører. Hans Hustru, vi kaldte hende »Mutter Hall«, var en
mærkelig bidsk og ejendommelig Kvinde, hun var født Brøndsted.
Sponneck var en meget lille Mand, der altid hævdede sig mod at blive set
over Hovedet. Han var ilter, men kunde være meget jovial og satte stor Pris
paa at fortælle om sine Oplevelser som Kong Georg af Grækenlands Raadgiver
blandt de nu halvt barbariske Hellenere. Hans politiske Rolle herhjemme var
udspillet i 1854, men før den Tid havde han som Finansminister haft betydelig
Indflydelse. Han havde sluttet sig til det konservative Parti i dets Kamp mod
de Nationalliberale og maatte vige for Hall. Han blev saa Generaltolddirektør
og rejste i 1863 med Kong Georg til Grækenland. Derefter blev han en Tid
Nationalbankdirektør og senere Direktør for Handelsbanken. Om hans Dygtig
hed som Finansmand er ingen Tvivl — en »Tyran« og en meget uomgængelig
Værge! Han døde samme Aar som Hall, 1888.
Kong Frederik d. VITs Regering bragte ikke mange nye Mænd frem udover
de allerede nævnte. Bondevennernes Politikere kan næppe regnes for Køben
havnere.
Carl Chr. Hall.