116 / 583
113
Oxholm og Kabinetssekretær Rosenstand, der fulgte efter Geheimeraad Trap,
hvis højst interessante Memoirer endnu ligger i Arkivets Skjul.
Der hvilede over Christian d. IX ’s Hof med dets Gæster, der talte alle Europas
Suveræner, en egen stille fornem Tone, der afbødede al demokratisk Spot og
virkede mildnende paa alle Betragtninger, som Historiens Beretninger om Fo r
tidens Hoffer maatte vække hos et moderne Menneske.
Endnu var Eortidens Traditioner ikke brudt, og en smukkere Overgang til
de nye Tider kunde næppe tænkes.
Den særlige Kreds i Københavnerlivet, der var knyttet til dette Hof, Landets
Aristokrati, der takket være Tiden var rigt og velstillet, Kredsen af Diplomater,
der tilhørte Europas fornemste historiske Slægter, den yndefulde Blanding af
Ungdoms Livsglæde og traditionelt Ceremoniel, som ingen vil glemme, der en
Gang har set dette paa nært Hold, lader sig ikke behandle i vor Bog om Køben
havnere — et afsluttet smukt Eventyr.
Langt mindre idyllisk var selvfølgelig det politiske Liv; Rigsdagen har sit
Sæde i København, men sin Rod ude i Landet. I Perioden fra 1863 til 1874 var
Borgerskabet i København nærmest nationalliberalt. De nationalliberale havde
dog faaet deres Knæk i 1864.
Monrads Ministerium faldt efter Als Erobring og det blev den konservative
Bluhme, der blev Konseilspræsident. Godsejerne havde opnaaet en betydelig
Magt i det politiske Liv og i 1865 skete den berømte Sammenslutning af de store
og smaa Bønder, der medførte et Godsejerministerium med Lensgreve Chr. Emil
Friis som Konseilspræsident. Grundlovsændringen i 1866 gav Godsejerne Over
magt i Landstinget og omtrent til Systemskiftet var Regeringen støttet af denne
Overmagt, ligesom de nationalliberale sluttede sig til Partiet, der saaledes sam
lede de konservative Embedsmænd, Godsejerne, det konservative Borgerskab,
den nationalliberales Intelligens og Byens Borgerskab. Styret i Landet blev
fast og konservativt og fik en væsentlig Støtte i det københavnske Borgerskab,
som først brast, da Arbejderpartiet under energisk Ledelse var blevet samlet
og politisk oplyst.
Helt op til Halvfemserne var København en udpræget konservativ By.
i
Provisorieaarene kom Modstanden ude fra Landet. Ganske vist sluttede flere
af den københavnske Intelligens sig til Venstrepartierne og støttedes af Arbej
derpartiet, men de prægede ikke København.
F rijs afløstes af Grev Holstein Holsteinborg, i hvis Ministerium de national
liberale Ledere Fenger, Hall og Krieger indtraadte. I 1874 afløstes Holstein af
Fonnesbech og i 1875 kom saa det Estrup’ske Ministerium, der i omtrent tyve
Aar fast prægede dansk Regering. For en ældre Generation er disse Ministre
endnu i tydeligt Minde. Godsejere som Kultusminister Jacob Scavenius, Inden
rigsministrene Skeel og Ingerslev, Udenrigsminister Rosenørn Lehn og senere
Reedtz Thott, Krigsministrene Admiral Ravn og General Bahnsen om hvem det
store Forsvarsgny stod, Juristerne Nellemann, Goos, Bardenfleth, alle Navne
som Datidens Københavnere kendte. Og som deres Støtter blandt Københav
nerne Professor Matzen, General Hedemann, Professor Ellinger, Borgmester
H. N. Hansen, og Rimestad for blot at nævne nogle faa. Desuden deres Angri
bere i Skrift og Tale. Redaktør Hørup, Dr. Edvard Brandes, Christoffer Hage
Bogen om Københavnerne.
8