114 / 583
111
Byen, der ved 1848 havde 120,000 Indbyggere, voksede i Tiden til 1860 til
155,000 Indb. Dette Aar ophævedes Demarkationslinien helt. Allerede i 1852
var Terrænet til Søerne givet fri og hleven delvis bebygget. Broerne opstod,
men først 1870 blev Voldkvarteret givet frit, og Voldene begyndte at falde. Det
vil altsaa sige, at først i 1872 skiftede Frederik d. VI’s København Udseende.
Byens Styrelse var ikke væsentlig ændret ved den nye Statsordning. Alle
rede 1840 havde Staden faaet en selvstændigere Kommunalforvaltning med tre
kongevalgte Borgmestre og 6 borgervalgte Raadmænd samt den folkevalgte
Borgerrepræsentation paa 36, der afløste de 32 Mænd. Men i 1857 kom den
nye friere Ordning. Der blev 4 Borgmestre, valgt paa 6 Aar af Borgerrepræsen
tationen. Overpræsidenten, der var Magistratens Formand, fungerede nærmest
som Amtmand. Vi kommer senere tilbage til Kommunalbestyrelsen.
Hvem var de ledende Figurer i Københavnerlivet i Frederik den VII’s Tid?
Hof var der ikke noget af, det fyrstelige Blod rynkede paa Næsen ad Grevinde
Danner, og »Folket« var ikke naaet videre end til at rynke paa Næsen ad
denne »ophøjede« Folkets Datter. Selv langt op i Halvfjerdserne var »Grev
inden« Emne for vore Barnepige-Fortælinger og Kommentarer, og drastiske var
de Fortællinger, der fra Samtiden naaede den opvoksende Efterslægt. Hendes
Ven Kammerherre Berling, populært kaldet »Trykkeren«, delte Skæbne med
hende. Hoffets Personale var med Undtagelse af nogle ztinftige Adjutanter,
hvoraf Kavalleriofíiceren Würtzen og den senere General Holten var de mest
omtalte, omtrent det samme som i Christian den VIIFs Tid.
Landadelen repræsenteredes kun af Hankøn i de politiske Kampe. I Politik
var det Juristerne A. Krieger, Brock, Ussing og Liebe, der stod i Forgrunden.
Ørsted døde, Bluhme og Bang ligeledes. I Handelsverdenen var det Købmands
busene Hage, Pugaard, Broberg og Holmblad samt Bebslager Jacob Holm og
fremragende jødiske Finansmænd som Levy, D. B. Adler og Melchior, der førte
an. Baron Gedalja var en staaende Figur i Vittighedsbladene, han grundlagde
Landmandsbanken. Bedaktøren af »Dagbladet« C. St. A. Bille og Ploug var
Studenterverdenens største Talere, og Hostrup var Studenternes Digter. Stu
denterlivet, der havde præget Byens Ungdom siden 30’erne, havde sin sidste
Blomstring i denne Periode med Chiewitz, Molt Wengel og Chr. Richardt som
Digtere. I 1857 skrev Hans Egede Schack sin berømte Roman Fantasterne,
H. P. Holst digtede om Krigen, Carit Etlar skrev Gøngehøvdingen m. m. m., og
det lette Teater besørgedes af Erik Bøgh, Heibergs Arvtager i Vaudevillen. Vil
helm Bergsøe skrev »Fra Piazza del Popolo« og »Den gamle Fabrik«, og Søren
Kierkegaards store literære Virksomhed endte i Sindssygens Mørke 1855. I denne
Periode ebber dansk Digtning ud.
Hvad der væsentligst prægede Tiden fra 1848 til 63 var Sprængningen af
Voldene, da Fæstningen ophævedes, og København blev en aaben By. I 1852
trak Krigsministeriet Demarkationslinien tilbage til Søerne, først 30. Juni 1856
blev Vagtposterne fjernet fra Portene, og 2. Juli blev det bestemt at sløjfe
Portene. Deres Sløjfning og Tilintetgørelse betegnes af en Forfatter som »en
fredelig Storm paa Bastillen«. Nørreport laa allerede som et Gab 18. Okt. 1856,
men de tre andre Porte faldt i 1857, og det København, der havde bestaaet
siden Christian den IV ’s Dage, blev aabnet for den Fremtid, som er vor Nutid.
I 1855 boede af Københavns 150,000 Indbyggere kun 7280 paa Broerne, og