117 / 583
114
og Socialdemokraterne — Holm, Hørdum* P. Knudsen og senere Borgbjerg
der
indtil 1884 kun havde fire Mand paa Rigsdagen.
Landstinget og København var den Estrupske Periodes Støtter, men da Ar
bejderbevægelsen, indledet med Vanheld i i 1872 af Pio, Brix og Geleif, i 90 eine
tog rivende Fart og støttede den kompakte Venstre-Majoritet i Folketinget,
gav Ministeriet Estrup — næppe helt godvilligt — op og de følgende svage
Højreministerier Reedtz-Thott, Hørup og Schested kæmpede forgæves med
Folketingsmajoriteten.
Pudsigt nok sagde Borgbjerg til mig i hin Periode, at de svage Højremini
sterier var en for Lovgivningen gunstig Tid, den varede kun i 7 Aar, saa kom
Systemskiftet og Landbrugets Gaardmandsstand med I. C. Christensen isom
Fører tog Regeringen. Det vil altid forblive en
uløst Gaade, om denne Landboregering kunde
have holdt saa længe som Højreregringerne, hvis
ikke Alberti-Skandalen havde sprængt den. Det
er dog næppe troligt. Den kompakte Majoritet
splittedes i Underafdelinger, og Mindretalsmini
sterierne kom med deres parlamentariske Tov
trækning som den kendes i Frankrig. Godsejerne
spiller endnu en Rolle, til den nye Grundlov 1915
slettede dem ud. Embedsmændene trak sig lidt
efter lidt tilbage fra Politik. Vi mindes endnu en
Skiften fra Klavs Berntsen, Neergaard til Zahle,
Munch, Brandes, tilbage over Episoden Holstein
Ledreborg til Zahle, Munch, Brandes, forstærket
med Rode, det radikale Ministerium, der sad un
der hele Krigen, for atter at afløses af Parlamen
tarisk Tovtrækning, der endte med Socialdemokratiets Overvægt og Ministeriet
Stauning.
Alt dette er sikkert Læserne vel bekendt, men det maa noteres alligevel,
bemærkelsesværdigt er den lige almindelige Valgrets Sejr, al Magten hos det
numeriske Flertal og den udprægede Klassebetoning, der i sig selv rummer en
F are for Samfundets Balance, som Aarhundreder har kendt den.
Københavnernes politiske Interesse blev vakt i Fyrrene, den slappedes indtil
Fire og treds, holdtes oppe ved kraftig Agitation i Firserne, men gled saa over i
Ligegyldighed, medens Arbejderpartiets Organisation fortsattes maalbevidst,
til det tog Kommandoen i Borgerraadet og derpaa i Riget, uden at det synes
muligt nogensinde at bryde dets Magt.
Hvorom alting er — et Sted skal Magten være, og det synes, som om
Københavnerne ikke har noget imod at se den hos Stauning, afgjort en af de
solideste Politikere vort Land har set siden Enevældens Afskaffelse. Vore Po
litikere blandt Københavnerne vil findes i vor anden Del. Staden staar endnu
og staar ganske godt — Jorden skal betrædes, selv om den er gloende.
Københavns kommunale Udvikling følger lidt andre Linier end den poli
tiske. Indtil 1898 var Københavns Styrelse højst konservativ. Overpræsiden
ten var kongelig Embedsmand og ledede Magistratens juridiske Hverv.
Han vedblev efter 1857 at være en Slags By-Amtmand og er det endnu.
J. B. S. Estrup