166 / 439
1 5 8
vente, indtil vi kunde faa en saadan Kirke? Menigheden i vor
Land har i Aarhundreder været vant til, at den jordiske Øvrighed
og de borgerlige Myndigheder væsentlig har taget sig paa at
skaffe vort Folk de Kirker, det trængte til. Og naar en saadan
Støtte af en god Vilje ydes Menigheden, kan denne ogsaa trøstig
tage derimod, ligesom Israel fordum med god Samvittighed tog
imod den Hjælp og Understøttelse, de fik af Perserkongen Kyros.
Naar det nu derimod har vist sig, at disse Myndigheder undslaa
sig for at have med denne Sag at gøre, ja saa have vi vel alle
været fristede til at sige, ligesom Jøderne efter Udlændigheden:
Tiden er ikke endnu til at bygge Herrens Hus! Vi maa slaa
os til Taals, se Tiden an, og lade alt gaa som hidindtil; saa
kan hver tage vare paa sit Hus og indrette sig der saa hygge
ligt og ,saa kristeligt, som han formaar.
Men saaledes bør og saaledes tør Menigheden ikke tale. Se
vi ikke de mylrende Skarer omkring os, vanskøttede og for
komne som Faar uden Hyrde! Og for hvert Aar, der gaar,
blive disse Skarer talrigere, og det bliver mere uoverkommeligt
at kalde dem tilbage og bringe dem paa Fode. Og Gud være
lovet og takket! han har vakt store Kredse af Menigheden til
at se, at Ansvaret for, at Bygningen af Herrens aandelige
Tempel gaar ustandset for sig, det hviler ikke paa nogen jor
disk Øvrighed, men paa Menigheden selv; han har vakt Menig
heden til at se, at skal hans Ord bo rigelig iblandt os, og skal
vi faa Huse, hvor det kan lyde og Menigheden samles, ja hvor
stedse flere af de vildfarne Faar, der vanke om uden Hyrde,
kunne drages og samles ind i Menigheden, saa maa Menigheden
selv tage Arbejdet op, men saa kan den ogsaa gøre det trø
stig, vis paa, at de Hindringer, der rejse sig derimod og
synes som uoverstigelige Bjerge, de skulle jævne sig til en
Slette, og Gud skal lade sin Naade og Velsignelse være over
Arbejdet, saa det skal fremmes og lykkes, saaledes at Menig
heden kan istemme Israels Fryderaab for Templets Slutsten:
Naade, Naade over den!
Ja, dette have vi ogsaa set Vidnesbyrd om her paa dette
Sted, til hvis Indvielse vi i Dag ere samlede. Naar vi se denne
Sal, hvor Synden hidtil har tumlet sig i sin vilde Runddans til
Sjæles Fordærvelse, at nu er den forvandlet til en Kirkesal, saa
hyggelig og saa prydelig, ja saa kirkelig, som vi har den for