168 / 439
Prædiken af P a s to r
E n r i q u e
W i t h .
(Luc. 1, 4G—56).
Omtrent 4000 Aar vare forløbne, siden det Ord, der staar
over Alterbilledet i denne Kirkesal: „Kvindens Sæd skal knuse
Slangens Hoved,“ blev talt for vore første Forældre. Slægt
efter Slægt var gaaet i Graven, uden at Forjættelsen om den
tilkommende Frelser var bleven opfyldt. Stadig bestemtere,
tydeligere blev Forjættelsen gentaget, at denne Kvindens Sæd
skulde være Abrahams Sæd, Davids Sæd, men Opfyldelsen,
Frelsen, kom ikke. Imens havde Verden forsøgt at være sin
egen Frelser; men hverken Grækernes Visdom og skønne Kunst
eller Romernes Verdensmagt havde formaaet at løse den Op
gave. De oplyste vare ikke komne videre end til som Pilatus
tvivlende at spørge: „Hvad er Sandhed?“ Den store Mængde
nøjedes med at raabe paa Brød og Forlystelser, medens Synd
og Ugudelighed, Nød og Elendighed bredte sig mere og mere
baade hos Fledningerne og Israel.
Da kom der Englebud til Nazareth, og saa kunne vi vel
forstaa Marias store Glæde, da hun hørte: Nu skal Forjættelsen
opfyldes, som I længtes efter, nu skal Frelseren komme, der
skal gøre alle Ting vel, og han skal være din Søn. Og vi
kunne ogsaa vel forstaa, at hun tolkede denne sin Glæde ved
sit Besøg hos sin Frænke Elisabeth med denne „Manas Lov
sang“, der er vort Evangelium i Dag, hvor hun siger: „Min Sjæl
ophøjer Herren og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser.“
Men skal denne Marias Lovsang blive et virkeligt Evangelium
for os, skal den blive genfødt i vore Hjerter, saa maa vi tro,
at det er sandt, hvad hun heri siger om denne Frelses Magt og
Forunderlighed, maa tro, at det ikke blot er en ung Piges be
gejstrede Udbrud, hvortil ingen Virkelighed svarer. Naar vi se
ud over Verden og se, hvor meget den ligner Verden før
Kristus, der vilde være sin egen Frelser, hvor man endnu spot
tende og tvivlende siger: Hvad er Sandhed? eller blot jager
efter Brød og Nydelser, medens Ugudelighed og Synd og Nød
og Elendighed brede sig, saa skulle vi ikke sukke trøstesløse
derover, men kunne sige: Ja, men han er kommen, der er
Frelseren fra hele denne Elendighed, — skal kunne sige det,
fordi vi virkelig i den Verden, vi Mennesker bære inden i os,
i vort Hjerte have erfaret denne hans Magt og Herlighed.