169 / 439
161
Selve denne Lejlighed, vi .ere komne sammen til, denne
Kirkesals Indvielse, er jo et Bevis paa Sandheden af Ordet om
Kvindens Sæd, der skal knuse Slangens Hoved. Dette Sted,
hvor før Satan drev sit værste Spil med de stakkels Syndens
Trælle, er nu blevet et Sted, hvor Evangeliet om Kvindens Sæd
skal høres, den stærke Djævels Fanger udløses og Kristns med
Guds Hjælp skal fødes og vinde sin Skikkelse i mange Sjæle.
Derfor er der ogsaa stor Glæde og Tak og Pris i Herrens
Yenners Hjerter paa denne Dag.
Du er nu med til Kirkeindvielse i Dag, men er du saa ogsaa
med til at prise Herren derfor? „Priser Herren?“ hedder det i
den 107. Davids Salme, „det maa de sige, der ere genløste af
ham, de, han har genløst af Modstanderens Haand.“ Er det
sket med os, saa ere vi med i Aand og Sandhed; men er det
ikke sket med dig, eller ved du ikke, hvad det er, gid det dog
saa maatte ske, at der ved denne Kirkeindvielse, som du er
med til i Dag, blev renset og indviet en Kirke i dit Hjerte, saa
det ogsaa sagde inde i dig: „Min Sjæl ophøjer Herren, og min
Aand fryder sig i Gud, min Frelser,“ For at da Forjættelsen
om Kvindens Sæd atter kunde faa sin Opfyldelse i os, iblandt
os, ville vi lade Ordet i Dag spørge os:
E r du med til at
prise Herren?
Hvorfor skulle vi da prise ham? Maria siger først: „Han
har set til sin Tjenerindes Ringhed.“ Hun var jo af Davids
Kongeslægt, men hvor ydmyget, fornedret var ikke denne Slægt;
hun var kun en fattig, ukendt Pige i en foragtet lille By. Hun
hørte til Herrens udvalgte Folk, men hvor vanslægtet var ikke
dette Folk i Verdslighed og Selvretfærdighed? Dog havde Herren
nu besøgt det, lovet alligevel at opfylde alle sine Forjættelser.
Netop dette Herrens naadige Blik lod hende ret føle baade sin
egen og Folkets Ringhed. Men da netop fødes Takken, naar
et Menneske kan sige: jeg var ringe, dog frelste han mig.
Derfor er der saa lidt Tak i den Slægt vi leve i, fordi der
er saa megen Selvophøjelse, saa megen Menneskeforgudelse og
Indbildskhed af sine store Gerninger. Gud kan da ikke komme
til at se os i vor Ringhed, før vi ere bievne ringe i vore egne
Øjne. Sidder du nu her i denne Sal og ophøjer dig i dine Tanker
over de andre, enten det saa er af din Rigdom, Dygtighed,
Embedsstilling, eller det er af din Fattigdom, thi ogsaa de Fat-