230 / 439
22 2
eller nye, levende V idner ansæ ttes herinde; og de kunne vel —
ukendte med de vanskelige Forhold — let tro, at dermed erM aalet
naaet. Derfor vilde jeg gerne oplyse lidt næ rmere om D istrikts
arbejdets Vanskeligheder, for at vore Venner ogsaa kunne forstaa
disse og hjæ lpe os at faa dem overvundne.
Grundbetingelsen
for et frugtbart D istriktsarbejde er, at
Di
striktets Ordning nærmer sig saa meget som muligt til et Sogns,
eller med andre Ord, at Beboerne saa vidt muligt løses fra deres
tidligere Forhold til Sognekirken (og dens P ræ ster) og henvises
til D istriktskirken (og dens Præst) som deres naturlige, kirkelige
H jem .
*
Det er
ikke nok,
at vi faa en P lads til at forkynde Guds Ord,
og at en levende Røst begynder at sam le dem , der ville høre.
Selvfølgelig er dette ikke forgæves. Hvor Ordet forkyndes med
Liv og Aand, sam ler det altid Mennesker om sig, og en lille Me
nighed vil med Herrens H jælp vokse frem der. Men saa længe
Beboerne i Omegnen vedblive lovformeligt at høre til Sognekirken,
saa de henvises til at faa deres Børn døbte, blive viede o. s. v. i
den og af dens P ræ ster, ville alle de, som ikke selv ere berørte
af Ordet, vedblive at se paa D istriktskirken som en uvedkommende
T ing, en Slags „P riv atk irk e“, Valgmenighed eller Sektkirke. Ja,
det kunde ske — da den store Mængde af Befolkningen herinde
er bleven saa kirkefremmed, at den næppe nogensinde søger Kirken
undtagen ved Daab, Bryllup og Begravelse — at en D istriktskirke,
der havde en dygtig P ræ st, fik sig en stor „M enighed“ fra andre
Egne af København, men i Virkeligheden kun havde forsvindende
lidt med sit „D istrik t“ at gøre. Og det var jo ikke Meningen.
„Men saa maa jo D istriktspræ sten gaa omkring i sit D istrikt,
gøre Husbesøg og paa andre Maader se at faa Beboerne i Tale
og drage dem til sin K irk e.“ Ganske vist. Det skal han, og det
vil han. Og en Del vil h an ogsaa — om han arbejder i Jesu Kær
lighed — drage paa den Maade. Nogle blive forhaabentlig vakte,
og ogsaa nogle andre ville føle sig tiltalte af P ræ stens Personlighed,
saa de ville foretrække D istriktskirken for Sognekirken, hvor de
ingen kende.
Men
— det skal man vide —
saa længe
den kirke
lige Orden henviser Beboerne til som Regel at søge til Sognekirken,
kan det
ikke
ventes at blive
mange
af D istriktet, som af egen
D rift gaa den anden Vej. De allerfleste, som ikke have nogen
kristelig eller personlig D ragelse til nogen af Siderne, ville holde