232 / 439
2 2 4
for at godkende et Arbejde, der loyalt ønsker at støtte Folkekirken
ved at hjælpe til virkelig at bære dens uoverkommelige Byrde.
Det er mig en Gaade, hvorledes K irkestyrelsen, som dog maa
føle det vældige Ansvar, Kirken bæ rer for Københavns Hundrede-
tusinder, og som for sine Øjne kan se, hvor uoverkommeligt det
er blot at faa K irkens næ rm este Arbejde forsvarligt gjort, hvorledes
den kan forsvare at lægge H indringer i Vejen for de hjæ lpende
Hænder, som ikke ønske andet end arbejde for den lovlige Orden.
Kirkens Nød i København b ar v ak t Menigheden. En stor Kreds
af den danske K irkes bedste Tillidsmænd have sluttet sig sammen
for at bidrage til Nødens Afhjælpning. Sjæ llands Biskop er traad t
i Spidsen, og mange og store Gaver strømme ind fra hele vort
Land. Høje og lave synes at være enige om at vdle bygge paa
H errens Hus herinde. Man tilbyder K irkestyrelsen, som
selv er
ude a f Stancl
til at skaffe Pengem idler, baade at bygge Kirkerne
oe- lønne de nødvendige Præ ster,
naar man blot maa faa Lov
at arbejde
— arbejde, jeg gentager det, ikke som en fri eller for
K irkens Orden ligegyldig Indre Mission, men i den yderligste T ro
skab imod Folkekirkens Grundprincip, arbejde, ikke for at hindre
eller svække noget af det, der bliver gjort allerede nu, men kun
for at gøre det, som nu
ikke
bliver gjort og ikke kan gøres. Og
saa _ j a> saa ser det ud, som om K irkestyrelsen nok saa gerne
var fri for det hele og i alt Fald følte sig forpligtet til at lægge
saa store Baand paa V irksomheden som muligt, for at der
ikke
skal blive udrettet for meget. Man tillader de „sm aa K irker“s
Indvielse, men gør intet for, at de skulle blive anerkendte som
Folkekirkens rette A rbejdspladser. Man indvilliger ogsaa i at op
rette et Slags D istrikt — thi man har jo engang approberet Kirke
fondets S tatuter i den Retning; men man giver D istriktsarbejdet
et Regulativ, som gør det næsten umuligt, at det kan opnaa sin
Hensigt.
Hvorfor? Hvis man ikke vil tro, at K irkestyrelsen er ligegyldig
for K irkens Vel eller i taabeligt Principrytteri hellere vil, at der
intet gøres, end at ikke alt gaar efter en gammeldags Synsmaade,
da synes der kun at være een Forklaring mulig: man har stødt
eller mener at have stødt paa
formelle
Vanskeligheder, idet en
eller flere af de Forandringer, som bleve nødvendige, antages at
stride imod de bestaaende kirkelige Love og Anordninger. Jeg
ved ganske vist ikke, hvilke; saa vidt mig bekendt, kunne For