233 / 439
2 2 5
holdene godt ordnes taaleligt efter de gældende Love. Men jeg
tilstaar, at de kirkelige Retsbestemmelser ere saa indviklede, at
de gaa langt over en almindelig P ræ sts Forstand. Men hvis det
virkelig er saa, at der er et eller andet Punkt, hvor den lovgyldige
Orden ikke synes at kunne forliges med en gennemført D istrikts
deling, saa m aa vi da have Lov at spørge, hvilket. Thi det var
dog ikke umuligt, at man da kunde finde paa en lille Omvej, saa
at det gik alligevel.
Men skulde ogsaa det være umuligt, da ser jeg ikke rettere —
end at vi sta a ved et Forhold, hvor
L iv e ts U d v ik lin g k ræ ver n y e
F o rm er,
og hvor man har Lov at vente, at K irkestyrelsen vil være
den første til at fremlægge Forslag til saadanne Lovændringer, at
H indringerne ryddes bort.
Hvem hu sker ikke fra den tidligere Kirkeudvikling
V a lgm en ig
hedsloven,
en Undtagelseslov, der blev gennemført af K irkestyrelsen
trods en kraftig Modstand fra de kirkelig-konservatives Side, —
en Lov, som har godtgjort sig netop at virke, som man tænkte
sig, ikke opløsende p aa alle faste Former, men som en „Sikker
hedsventil“ p aa de enkelte Steder, hvor Spændingen blev for stæ rk.
Og det er vistnok ret almindelig anerkendt nu, at det er godt for
en Folkekirke at have saadanne Ventiler. — Men nu have vi netop
i den københavnske Udvikling saa ekstraordinæ re Forhold, at de
fuldt ud berettige til en Undtagelseslov. Og enhver, som har nogen
Dømmekraft om aandelige Bevægelser, maa vistnok indse, at den
Damp, som er oppe i Københavns Kirkesag, ikke lader sig spærre
inde i gam le Beholdere og Ledninger. Der vil utvivlsomt springe
adskilligt, hvis man ikke aabner den Veje til at komme ud; og
findes disse Veje ikke indenfor det nu bestaaende, maa der ved
en særlig Lov (en Undtagelseslov om D istriktsarbejdets og D istrikts
præ stens Stilling i de større Byer) skaffes saadanne.
Saa vidt passer Sammenstillingen med Valgmenighedsloven.
Men til yderligere Støtte for K irkesagens Krav er det vel værd at
tilføje, at længere p asser den heller ikke. Thi hist var det en
aandelig Bevægelse, der for sin egen Skyld gerne vilde
u d
af de
folkekirkelige Former. H er er det lige omvendt saaledes, at den
aandelige Bevægelse ikke ønsker andet end at tjene Folkekirken
efter dens egne gam le Principer og Former. H ist v ar for saa vidt
Kirkens Form er i Orden, men man følte sig trykket af dem og
brød ud. Her er derimod Kirkens Former nedtraadte og umulig-