50 / 271
der et tilbageslag inden for erhvervslivet. Produktionen gik ned, og der var stor ar
bejdsløshed. Både privatfolk og offentlige institutioner måtte spare.
Kostforbedringen på Kommunehospitalet synes ikke at være blevet anfægtet, men
det føltes derimod meget pinligt, at Kommunehospitalet i 1 876 måtte møde op med en
ret betydelig overskridelse på belysningskontoen, nemlig over 4.000 kr., hvad der
var mange penge i de dage. Det viste sig, at gasforbruget havde været 750.000 kubik
fod større end kalkuleret, og det var det, der var hovedårsag til miseren. Mindre al
vorligt var det, at der var brugt 685 potter petroleum og 76 pund lys mere end bereg
net. Hospitalet skyndte sig at understrege, at det havde gjort, hvad der var muligt for
at spare. Der var dæmpet eller slukket flere blus på tidligere tidspunkter, end regle
mentet krævede.
Selv om der således kan fremføres eksempler, der viser en vis nervøsitet i anled
ning af konjunkturerne, influerede disse dog tilsyneladende ikke særlig voldsomt på
hospitalets drift.
I de gode tider i i87o’ernes første halvdel var man omsider kommet i gang med
hospitalsudvidelserne, og man koncentrerede sig efterhånden om to hovedopgaver:
at bygge et karantænehospital og et epidemihospital. Karantænehospitalet tog man
først fat på, måske fordi denne opgave var mest overskuelig. Det skulle naturligvis
ligge i nærheden a f havnen, og man valgte en grund i det såkaldte Slagtervænge til
formålet. En landgangsbro anlagdes, således at observationspatienterne fra skibene
kunne bringes direkte i land. Bygningen a f hospitalet var vedtaget i 1875. Krisen fik
ikke lov til at standse arbejdet, der udførtes i årene 1875—76 efter tegninger af arkitekt
V
ilhelm
F
riederichsen
.
Dette hospital, der fik navnet Øresundshospitalet, blev
administrativt underlagt forstanderen for Kommunehospitalet (1863-83
F
rederik
J
ulius
A
ndersen
),
og denne stilling begynder altså hermed så småt at udvikle sig hen
imod et hospitalsdirektør-embede.
Det varede heller ikke længe, inden man kom i gang med selve epidemihospitalet,
der fik sin plads på fælleden ved Blegdamsvejen. Det var planlagt som hospital for
akutte smitsomme sygdomme som kopper, eksantematisk tyfus, dysenteri o. lign., me
dens epidemiske sygdomme som skarlagensfeber, mæslinger, difteritis etc. skulle be
handles på Kommunehospitalets epidemiske afdeling.
Forud for Blegdamshospitalets bygning opstod en efterhånden ret livlig debat om
dets placering. Naboerne var ikke så glade for det, og det gjaldt både skolerne i nær
heden, menigheden ved Set. Johanneskirken, personalet ved T ing- og arresthuset på
Blegdamsvej og - sidst, men ikke mindst - kvarterets grundejere, der frygtede en
værdiforringelse for deres ejendomme. Myndighederne synes dog så nogenlunde at