46 / 271
vil sige, at de skulle behandle både kirurgiske og medicinske lidelser. På hver a f disse
afdelinger skulle behandles en speciel gruppe af lidelser, hvorved større specialisering
skulle kunne opnås. Blandingen af kirurgiske og medicinske patienter skulle også efter
dens fortaleres opfattelse kunne begrænse faren for spredning af smitte. Herimod op
ponerede både Kommunehospitalets styrelse, overlægerne og stadslægen. Man fandt
ikke, at sådanne blandede afdelinger ville yde nogen beskyttelse mod hospitalssyg
dommene — snarere tværtimod. Efter en temmelig lidenskabelig debat nåede man
frem til det kompromis, at der til aflastning af de hidtidige afdelinger skulle oprettes
en blandet kirurgisk-medicinsk afdeling (5. afd.). Dette skete pr. 1. marts 1870.
Foruden de rent lægelige synspunkter spillede imidlertid også landets og hoved
stadens økonomiske situation ind i hospitalsplanerne. Den økonomiske udvikling og
det sociale pres nedefra, der kommer i de følgende år, er bestemmende for det energi
ske kommunale arbejde med hospitalsproblemerne i 1870’erne.
Krigen 1864 havde nok bitre følger for Danmark, men den kom alligevel kun i
ret ringe grad til at rokke landets økonomiske og sociale status. Hertil bidrog i væ
sentlig grad den industrielle ekspansion, som satte ind i de følgende år, og som nåede
et kulminationspunkt i de første år a f 1870’erne. Herved skabtes en økonomisk basis
for fremgang i byerne, først og fremmest København, som kom til at rumme hoved
parten a f den nye industri. Når der alligevel skete visse sociale forskydninger, således
at netop disse år fremviser tegn på social uro, skyldes det især de ulemper, der affød
tes af den samfundsmæssige omstilling, som skete ved århundredets midte. De gamle
laug havde været en sådan hæmsko for den erhvervsmæssige udvikling, at det havde
vist sig nødvendigt at ophæve dem. Det skete efter en lov a f 1857 med virkning fra
1862. Men ved at fjerne dem fjernede man samtidig grundlaget for en vis beskeden
social sikkerhed, ikke mindst i sygdomstilfælde, for de kredse af bybefolkningen, der
havde været knyttet til dem. Laugene fungerede nemlig i mange tilfælde som sygekas
ser. Det gjaldt især svendenes organisationer, svendeladerne, medens mestrenes laugs-
kasser hovedsagelig koncentrerede sig om at yde hjælp til ældre og trængende med
lemmer uden iøvrigt at have præg af at være syge- eller hjælpekasser. Håndværks
svendenes laugssygekasser optog kun mænd.
Datidens sociale opfattelse var den barske og dystre, at der altid ville være et
proletariat, der levede på sultegrænsen. I liberalismens hjemland England mente man
stort set, at hvis proletariatets kår forbedredes væsentligt, ville dette resultere i en
befolkningsforøgelse, der på ny ville trække proletariatet ned på et eksistensminimum.
Hjælp til underklassen var kristeligt og etisk set noget såre prisværdigt, men for sam
fundet som helhed var den uden værdi. De danske liberalister tog næppe på noget
4 4