42 / 271
Hvordan disse lønninger forholdt sig til indtægtsniveauet i København iøvrigt,
kan måske illustreres med et par eksempler fra skattebogen 1862-63: en livlæge og
etatsråd havde haft en årsindtægt på 3800 rd l.,og en bogtrykker havde tjent 4000 rdl.
Den unge bankdirektør C. F. Tietgen var helt oppe på 9000 rdl., medens en handels-
commis boende i Nybrogade 32 havde måttet klare sig med 500 rdl., og en skomager
mester i Rådhusstræde 15 havde haft 600 rdl. Disse to sidstnævntes indtægter ligger
altså næppe så forfærdelig langt fra de unge reservelægers 300 rdl. + kost og logi,
idet man formentlig kan regne med, at en jævn familie betalte 60-70 rdl. om året i
husleje og 75-90 rdl. pro persona for kosten. Den løn, Kommunehospitalets boghol
der fik, svarede så nogenlunde til den, der blev budt en bogholder på et handelskontor.
Størstedelen af Kommunehospitalets personale blev ansat pr. 1. september 1863.
Besættelsen af de øverste stillinger var naturligvis genstand for stor offentlig interesse,
og besættelsen a f overlægeembederne fremkaldte endda en skarp debat inden for læge
kredse. For helt at forstå baggrunden for denne sag må man erindre sig, at Køben
havns magistrat hele enevældstiden igennem og ikke mindst i første halvdel a f det
19. århundrede havde været stærkt negligeret af statsmyndighederne i sager vedrø
rende kommunens forhold. Kancelliet havde gang på gang truffet vigtige afgørelser
imod magistratens ønsker. Men loven a f
1857
om bestyrelsen af Københavns kommu
nale anliggender og den dertil knyttede vedtægt havde på afgørende måde ændret
dette forhold. Nu havde magistraten den endelige afgørelse i en lang række vigtige
sager, og hertil hørte også besættelsen af overlæge- og reservelægeembederne ved
kommunens hospitaler.
Det ser ud til, at magistraten i begyndelsen for temmelig hårdt frem, eller også
har konservative folk været lidt for ængstelige for, hvad disse lægmænd kunne finde
på. I al fald rejste allerede den første overlægeudnævnelse efter 1857 et ramaskrig.
Det drejede sig om en overlægestilling ved Almindelig hospital. Da magistraten havde
besat den, gav professor, dr. med. Carl Levy udtryk for lægestandens betænkelig
heder gennem en harmdirrende artikel i Ugeskrift for Læger 3. november 1860. Det
var ikke den valgte overlæge, han ville kritisere, men fremgangsmåden. Magistraten
burde have spurgt sundhedskollegiet; det havde den ikke gjort. Ganske vist havde
den indhentet en betænkning fra stadslægen, men havde ikke fulgt den. Levy lagde
ikke skjul på, at når han reagerede så voldsomt, var det, fordi det måtte forudses, at
der snart skulle besættes 4-5 overlægeposter ved Kommunehospitalet, ligesom der
inden for en ikke alt for lang årrække ville blive et overlægeembede ledigt ved Set.
Hans hospital. Levy krævede nu i skarpe vendinger, at så længe Københavns magistrat
ikke i sin midte havde en medicinsk borgmester eller ved sin side havde en med selv-
40