52 / 271
i den traditionelle lazaretudformning, som man f. eks. kender fra Napoleonstidens
lazaretter.
Ved opførelsen af disse to nye hospitaler måtte der først føres en række forhand
linger med militæret på grund a f terrænet, de skulle placeres i.
Det er værd at bemærke, at Københavns kommune ikke lod krisen standse disse to
store hospitalsprojekter. Mange kommunalfolk virkede sammen, for at målet kunne
nås, men især må dog hospitalsborgmesteren C. E. Fengers indsats fremhæves.
Carl Emil Fenger (18 14 -94 ) var læge, men havde afbrudt en strålende hospitals-
og universitetskarriere for at blive politiker. En overgang var han finansminister,
senere helligede han sig helt kommunalpolitikken. 1875 blev han finans- og hospitals
borgmester i København. Hans virke her, der varede til 1885, blev rigt på resultater.
Den »blandede« afdeling, han som borgerrepræsentant havde interesseret sig så stærkt
for at få oprettet, måtte ganske vist ophæves i 1875 under pres både fra afdelingens
egen chef, overlæge, dr. med. F. V .
R
asmussen
,
og stort set hele lægestanden. Men
andre ting lykkedes bedre for ham. Hans navn vil varigt være knyttet til oprettelsen af
de to nye hospitaler samt indførelsen a f den nye sygepleje.
Kommunehospitalet havde —foruden mandlige plejere på 4. og 6. afdeling —som
andre danske og udenlandske hospitaler en stab af kvindelige medarbejdere, der ikke
havde gennemgået nogen forudgående uddannelse. Der var dels faste stue- og våge
koner, dels løst ansatte dag- og vågekoner. Hertil kom en badekone, en badepige
m .v. samt en dame med den pompøse titel »medicinkonen«. Disse kvinders faglige
og menneskelige kvaliteter var naturligvis vidt forskellige. Nogle har utvivlsomt
været ganske duelige. Overlæge Valdemar Holmer var fuldt tilfreds med den hjælp,
han kunne få af dem, og han i al fald var ikke særlig interesseret i ændringer. Men
nogen systematisk skoling fik de ikke, og mange var udygtige og på andre måder
uheldige. Principielt krævedes absolut ædruelighed, men det kunne være vanskeligt
at gennemføre det i praksis, og da lønnen var beskeden, skete det, at en og anden af
dem af patienternes drikkepenge lod sig forlede til forskelsbehandling. Vågekonerne
havde i reglen en dags arbejde bag sig, når de satte sig til at våge, og trængte selv til
søvn og hvile, og det gik ud over deres årvågenhed. Mange af dem manglede utvivl
somt dybere forståelse a f deres gernings betydning, selv om man naturligvis skal
være varsom med at afvise, at jo ikke også en og anden a f dem er mødt op med et lige
så ideelt kald som de barmhjertige søstre i de katolske lande. I de protestantiske lande
opstår i det 19. århundrede diakonisseordener, der på et religiøst-idealistisk grundlag
påtager sig sygepleje. 1863 oprettedes en diakonissestiftelse i København.
Sygepleje som fag blev skabt
i
England
af F
lorence
N
ightingale
,
der organi-
5 °